ud paa Grenmar[1], hvor de fik Sydøstvind med svær Storm og Taage, saa at alle de Skibe, der ikke kunde ligge op mod Vinden, maatte vende om og søge Havn; Kongen lagde heelt ind til Slaattenes, nu (Langesund), hvor han tilbragte Natten. Her fik han høre at alle Vaarbelgerne endnu laa i Oslo, men agtede sig med det første til Tunsberg mod Birkebeinerne; Knut Jarl og de kongelige Lendermænd laa derimod ved Jarlsø (Jersø) og tænkte at drage Kongen imøde; nogle vare blevne tilbage paa Slotsbjerget. Kongen lod derfor strax et Bud afgaa over Land til Tunsberg, for i al Hemmelighed at melde Birkebeinerne hans nær forestaaende Ankomst. Den følgende Morgen (Fredag den 30te) var Kongen paa Benene, førend det endnu var lyst, og bød sine Mænd at staa op og klæde sig paa; da det gik noget seent dermed, fordi de Aftenen forud havde sviret vel sterkt, sagde han: „Vaarbelgerne ere vist rappere til at klæde sig paa idag for at fare ud mod vore Kammerater i Tunsberg“. „Det skal ikke skee“, raabte Birkebeinerne, skyndte sig op og roede hurtigt ud af Havnen. Da de kom udenfor, blev Vinden god. Kongen troede at de øvrige Skibe allerede havde sejlet forbi, men da det blev lyst, saa han at de endnu vare agterud; han oppebiede dem derfor i Maursund[2], og gjorde imidlertid
- ↑ At Aur er Jomfruland, sees saavel af dette Sted, som det foregaaende (Haakon Sverressøns Saga Cap. 16, se ovenfor S. 512) hvor det nævnes.“ Tillægget „ud paa Grenmar“ er her især betegnende, thi Grenmar, eller Langesunds- og Skiens-Fjorden, begrændses netop mod Vest af Jomfruland. At der i Sagaen staar: „ud paa Grenmar søndenfor Aur“ er saa langt fra, som det ved første Øjekast synes, at anvise Aur en anden Beliggenhed, at det tvert imod bekræfter det nys fremsatte. Thi naar man rejste fra Bergen søværts til Viken langs Kysten, hed det altid at man rejste syd eller øst, og omvendt at man rejste nord, selv om den virkelige Retning var modsat. Derfor heder det og nys forud „at Knut Jarl laa ved Jersø og agtede sig nordefter for at møde Kongen“. Altsaa er det tydeligt, at Jomfruland i dette Sejladssprog maatte siges at ligge nordenfor Grenmar, og Langesundsgabet søndenfor Jomfruland. Mod det her antagne strider det ej at Kongen siden, efter at være roet ud fra Slaattenes siges at komme „fremfor Øen “Aur“, hvor der blæste op en god Vind, thi det er tydeligt, at hans Hensigt var at sejle udenskjærs, og da maatte han komme i Sigte af Jomsruland, der nævnes som det vigtigste Merkepunkt. Man har antaget „Aur“ paa sidste Sted for Arø i Langesundsfjorden; dette er med Hensyn til Beliggenheden ikke saa urimeligt, men da Diar strax forud er nævnt som Jomfruland, vilde det være besynderligt, om Navnet strax efter skulde være taget i en anden Betydning. Desuden maatte man da læse „Ör“, om man ej endog vil antage, hvad der er det rimeligste, at Arø i tidligere Dage har hedet Arey.
- ↑ I de forskjellige Haandskr. staar „Málundum,“ „Malströndum,“ „Smálundum“, „Ivasundum,“ „Másundum“ hvilket viser, at de forskjellige Afskrivere ikke have været paa det rene med Navnet. Da nu Flatøbogen, i hvilken der efter de
