Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/980

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
962
Haakon Haakonssøn.

det Løfte paa fine egne og Mandskabets Vegne, at alle Birkebeiner skulde holde Vandfaste den første Olafsvake-Aften, og almindelig Faste den anden: eller ogsaa– hver Gang løskjøbe sig derfra med 15 Peninger, (hvilket Løfte dog kun blev samvittighedsfuldt overholdt det første Aar). Da Flaaden var samlet, sejlede Kongen videre til Grindholmesund, hvor Munan Biskopssøn, Gunnbjørn Jonssøn og Ivar af Skedjehov mødte ham, og bade ham lægge ind til Jarlsø, hvor Knut Jarl laa med Birkebeinernes hele Flaade. „Nej“, sagde Kongen, „siden Gud har undt os denne gode Bør, haaber jeg at den skal blive os Sejrbør; det gjelder derfor at benytte den; de, som ville, kunne følge efter“. Da han kom udenfor Jarlsø, lod han kun stode i Luren til Signal for Birkebeinerne der indenfor, og fortsatte Sejladsen ind efter Fjorden. Dog sendte han nogle Folk paa en Skude ind til Tunsberg for at bestemme, hvilke der skulde forsvare Slotsbjerget og hvilke følge ham. Da Birkebeinerne ved Jarlsø hørte Kongens Luur, toge de strax Tjeldene ned og sejlede efter Kongen, og da denne saa dem komme, oppebiede han dem i Bedjesund (Bævøsund). Med den samlede Flaade sejlede han under stedse aftagende Vind videre, og da de i Mørkningen kom til Sigvaldesteinene (Steilene), blev det ganske stille. De toge da Aarerne fat, og roede ind til Nesodden, hvor de bleve liggende om Natten. Saaledes havde Kongen i den usædvanlig korte Tid af fem Dage, fri; Mandag Morgen til Fredag Aften, tilbagelagt hele den lange Vej fra Grøningesund eller Bukken i Bergens-Leden til Nesodden. Men en saadan Hurtighed var ogsaa nødvendig, hvis han skulde kunne udrette noget. Det gjaldt først og fremst at komme uforvarende over Vaarbelgerne, og forhindre deres Tog til Tunsberg[1].

    trykte Udgaver skal staa ivasundum, plejer at give Navnene rigtigst, maa man vel ogsaa antage at Endelsen „sundum“ her er den rette, ligesom den i alle Fald er den rimeligste. Da den første Stavelse i tvende Codices lyder „Ma“, er ogsaa den sikkert rettest, ligesom det vel endog tør hænde, at der enten i Flatøbogen selv staar masundum, men som kun er fejlagtigt læst iuasundum, eller at i alle Fald den, der skrev det, i sin Original har læst masundum som iuasundum. Maaskee endog Skaalholtsbogen ej, som det i udg. heder, har málundum, men másundum, hvilket ligeledes findes i en i Stockholm opbevaret Codex. Nu kaldes, som man paa Kystkarterne over denne Egn kan see, Sundet mellem Fastlandet og nogle Smaa-Øer udenfor Nevlunghavn netop „Maursund“, og den mod disse Øer udstikkende Odde „Maursundodden“; og da det af Beretningen kan sees, at her just er Spørgsmaal om en Udhavn strax østenfor Langesundsgabet, kan der ej være mindste Tvivl om at vi i „Maursund“ have en ubetydelig Forvanskning af det ældre „Másund“ eller „Mársund“ (d. e. Maagesund). Maaskee det ovenfor (S. 520) omhandlede Navn Marfjörðr staar i Forbindelse dermed, og skal læses „Márfjörðr}}, hvorved denne dog vilde blive at søge østenfor Grenmar. Maaskee og „Márfirðinum“ simpelt hen er Fejllæsning for „Márrsundum“.

  1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 227, 228.