taget ud til Skroven, men hele deres rige Indbo af Lærred, Klæde, Guld og Sølv, saavel som et dem tilhørende Fartøj, faldt i Varbelgernes Hænder, og et Par kongelige Krigsmænd, der ankom om Aftenen, uden at vide hvad der var paa Færde, bleve strax dræbte. Dagen efter vilde Varbelgerne ro ind til Hamarø, for at dræbe den der boende Haakon Raud, der synes at have været kongelig Sysselmand, men paa Vejen fik de vide at han allerede havde faaet Nys om den Fare, der truede ham, hvorfor de vendte tilbage til Leines og bleve der om Natten. Længer kom de heller ikke, thi den raske Haakon skar Hærør op, samlede Folk til sig, og fik i Hast udrustet 7 Skuder, med hvilke han stevnede lige til Leines, og kom i Dagbrækningen temmelig uforvarende over Varbelgerne, som havde pakket alle Vaaben sammen i en Skude og derfor ikke i en Hast kunde sætte sig til Modværge. Algaute var desuden ikke tilstede, men laa med sit Skib og Bollessønnernes Fartøj paa den anden Side af Neset. Paal Fot raabte forskrækket: „lader os fly, her komme Saltværingerne og ville hevne Guthorm!“ Han løb tvers over Neset til Algautes Skib, og bød Mandskabet i Hast at hugge Landtougene over; hans Folk, sagde han, vare alle dræbte. Om dette virkelig forholdt sig saa, siges ikke; han selv, der i Forfærdelsen havde ladet dem i Stikken, troede det vel. Algautes Folk toge ham til sig, og roede om til Leines, men da var allerede Haakon borte, og den af Vaaben fuldladte Skude var sandsynligviis falden i hans Hænder. Bollessønnerne forlangte nu at underhandle, og fik Grid imod at ifølge med til Nidaros. Da Ransmændene lidt før Juul kom tilbage til Hertugen, ytrede han vel sit Misnøje med at de havde krænket Kirkefreden ved Guthorms og Jon Silkes Drab, og lod dem endog lægge i Lænker. Men alligevel tog han nok saa godt til Takke med Broderparten af det ranede Gods, og Bollessønnerne fik kun beholde Livet imod at betale 12 Mk. Guld (96 Mk. Sølv) foruden hvad de allerede havde mistet[1].
Den Trop af 600 Mand, som Hertugen havde sendt syd over Fjeldet til Oplandene, under Anførsel af Alf af Leivastad, Vesete litle, Sigurd Tolessøn, Gudine Geig o. fl.[2] deelte sig i flere Hobe, der gjennemstrejfede saavel Gudbrandsdalen, som Østerdalen og de sydligere Egne[3]. I det hele taget fore de frem paa samme Maade, som hine paa Haalogaland. Da Opstanden endnu var aldeles ubekjendt, kom de ganske uventet, og fandt derfor ingen synderlig Modstand. Munan Biskopssøn, den kongelige
