slagning om, hvad der i den Anledning var at gjøre, om man skulde oppebie Kongen eller vende tilbage igjen. Det første vovede man ej, dertil havde man for ond Samvittighed, og derfor besluttede man at drage hjem igjen, hvilket ogsaa ufortøvet skede. Kort efter ankom Kongen til Bergen. Han traf der Erkebiskop Sigurd, som var bleven tilbage, højst bekymret for, hvad Udfald alt dette vilde faa, og strax efter ankom der ogsaa Sendebud fra Hertugen, nemlig den rastløse og allesteds nærværende Abbed Bjørn, Jatgeir Skald og Sone Sik, Hertugens Merkesmand, for at aabne Underhandlinger. Skjønt Erkebiskoppen ikke kunde dølge, at det kun havde daarlige Udsigter med Fredens Vedligeholdelse, bad han dog Kongen gjøre derfor, hvad der stod i hans Magt. Det blev da bestemt, at Erkebiskoppen skulde sætte Grid, d. e. paabyde Stilstand, Vintren over. Efter dertil modtagen Fuldmagt af Kongen, tillyste han Stilstanden i Sendebudenes Nærværelse, idet han tilføjede Trusel om Bansstraf for hver den af Parterne, som brød den. Herom tilskrev han Hertugen med Sendebudene, og bad ham endelig overholde Stilstanden indtil Erkebiskoppen havde faaet ham i Tale. Kongen skrev ligeledes til Hertugen med Bøn om at han vilde holde Griden, eller lade ham det vide, hvis han ej antog den. Derpaa gav Kongen alle Lendermændene Hjemlov, idet han dog bad dem, der skulde nordover, nemlig Aasulv paa Austraat, Thore paa Bortn, Vegard Veradals Broder, Peter i Giske, Agmund Krøkedans, Sigurd, Erkebiskop Peters Søn[1], og Arne Blakk, at fare varligen, indtil det havde viist sig, om Hertugen antog Griden eller ej. Nogen egentlig Overraskelse eller Underfundighed synes han ej at have frygtet. Ogsaa Erkebiskoppen stolede paa at Hertugen vilde vise sig som en Mand af Ære, thi i Stedet for at drage lige til Nidaros, rejste han først i Visitats til Søndmøre[2].
Men det viiste sig snart, at man ej længer kunde stole paa Hertugens Ridderlighed. Da han efter tre Ugers Sejlads kom til Nidaros og lod sætte sine Skibe op, indfandt der sig, førend man vidste noget Ord deraf, en heel Mængde af hans Tilhængere saavel fra Oplandene som fra Viken, hvilke han hemmelig havde ladet kalde, sandsynligviis ved den listige Abbed Bjørn, da denne den foregaaende Vinter, havde været hos Kongen i Tunsberg; og for at skaffe Underholdning til alle disse Folk lod han opbyde fuld Almenninng af hele Thrøndelagen. Bønderne vægrede sig vel ved at udrede saa meget, og paaberaabte sig et Brev fra Kong Haakon til Indthrønderne, (der sandsynligviis var udfærdiget efter det sidste Forlig med Hertugen), at de ej skulde udrede større Paalæg og Skatter til denne, end han tog af
