Planer være af yderste Vigtighed, at der blev truffet foreløbig Aftale om, hvad der nu var at gjøre. Derpaa begav Kongen sig til Tunsberg, hvor han i nogen Tid opholdt sig, og hvor hans Venner saavel fra Viken som fra Oplandene samlede sig om ham. Han modtog af og til Efterretning om, hvad der foregik saavel nordenfjelds som søndenfjelds; saaledes fik han ogsaa vide, at Hertugen trods hans Forbud havde givet Islændingerne Tilladelse til at rejse, ja endog skaffet dem et Skib dertil, hvori han selv ejede en Part. Denne aabenbare Tilsidesættelse af hans Forbud maatte allerede kunne give ham en Forsmag paa, hvor lidet Hertugen agtede at rette sig efter hans Budskab. Imidlertid sendte han paany et Brev til Throndhjem, hvori han paa det strengeligste gjentog sit Forbud. Dette frugtede dog ikke bedre, som det i det Følgende vil sees, og Islændingerne rejste virkelig, med Hertugens fulde Samtykke. Ej mere agtede denne Kongens Forbud mod at gjøre store Udrustninger til Rejsen. Tvert imod udrustede han sine største og bedste Skibe. Men for at Kongen ikke alt for tidligt skulde merke Uraad, sendte han Abbed Bjørn, der i den senere Tid synes at have fungeret som hans Kansler, til Kongen med særdeles beroligende Forsikringer. Abbeden traf Kongen i Tunsberg, og paa dennes Spørsmaal, om det blev noget af med Hertugens Komme, svarede han, at derom kunde man være forvisset. Derimod vidste han, sagde han, intet om, hvor stor en Styrke han vilde medbringe. Førend imidlertid Abbeden endnu havde forladt Tunsberg, hvor han ventede paa Breve, som Kongen vilde medgive ham, kom Aasulv paa Austraat sejlende med alle sine Huuskarle, og berettede at Hertugen havde ladet Langfredagen, Holmebussen, Strindekollen og mange andre store Skibe bringe paa Søen, samt at han havde opbudt Folket overalt i Thrøndelagen, for med rømte Styrke, som det hed, at drage til Bergen, da han ikke vilde give sig ganske og aldeles i Kongens Vold. Kongen blev nu nødt til at gjøre lignende Udrustninger paa sin Side. Han sendte strax Bud til Arnbjørn Jonssøn og de øvrige Lendermænd og Sysselmænd, lod dem vide, hvad Hertugen tog sig for, og stevnede dem til sig med al den Folkestyrke, de kunde skaffe. Abbeden fik ikke Lov til at rejse, førend der var skrevet nye Breve, som han kunde medbringe i Stedet for de forrige, der ej længer passede. Sandsynligviis have hine Breve indeholdt Advarsler til Hertugen og Paamindelser til de throndhjemske Høvdinger om ej at svigte deres Troskabspligt eller indlade sig i farlige Foretagender. Da Sommeren kom, sejlede Hertugen lige fuldt med hele sin Styrke til Bergen, og lagde sig i Florevaag. Her fik han imidlertid høre at Kongen var fuldkommen belavet paa at møde ham, og kunde ventes fra Viken med alle sine Lendermænd og ikke mindre end 40 Skibe. Paa en saadan Overmagt havde Hertugen ikke gjort Regning, og han sammenkaldte sine Mænd til Raad-
