lagde sig imellem og fordrede at der skulde underhandles om Fred. Hertil vare begge Parter nu tilsyneladende nok saa villige, og de havde et Møde ved Sande i Dyrafjorden, hvor de snart kom til Enighed. Det bestemtes at overlade den egentlige Afgjørelse til Sighvat, som skulde afgive sin Kjendelse førstkommende Midsommer paa den Sturlas Svigermoder tilhørende Gaard Kelde, paa Rangaarvalle; imidlertid skulde der være Fred og Venskab mellem Frænderne; Urøkja skulde strax forlade Vestfjordene med alt sit Løsøre og følge Sturla sydover for at bosætte sig paa Stavaholt; Sturla skulde have Reykjaholt og Snorres Gods i Fred for Urøkja, indtil man fik Snorre selv i Tale og kom til Enighed med ham[1]. Urøkja og Sturla Thordssøn bleve virkelig i Følge med Sturla, der drog til Things, og de skiltes først fra ham ved den saakaldte Blaaskogeheide med den Aftale, at de alle skulde mødes til den bestemte Tid paa Kelde. Derpaa begav Urøkja sig øster til sin Fader, og siden til Rangaarvalle for at oppebie Sighvat og Sturla. Den sidste kom, Sighvat derimod udeblev, saa at det endelige Forlig ej, som det var aftalt, kom i Stand. Hvad der strax efter skede, viser noksom, at Udeblivelsen var planmæssig, for at skaffe Sturla Paaskud til at bryde sit Ord og lokke den alt for godtroende Urøkja i en Snare. Sturla og Urøkja droge tilsammen, hver med sit Følge, vestover, først til Stavaholt, siden til Borgarfjorden. Da de kom til det Sted, hvor Vejen til Stavaholt og Reykjaholt skilles ad, vilde Urøkja sige ham Farvel, men Sturla bad ham gjøre Følge til Reykjaholt, sigende at de endnu havde meget utalt. Urøkja føjede ham, og var endog saa uforsigtig, at han lod en Deel af sit Følge fare til Stavaholt, idet han kun beholdt Sturla Thordssøn og sex andre hos sig. Morgenen efter Ankomsten til Reykjaholt bleve Urøkja og Sturla Thordssøn kaldte ud i en liden afsides Stile. Strax efter kom Sturla Sighvatssøn og bad Sturla Thordssøn følge med ham op paa et Loft, og sagde her, at siden Forliget ikke efter Bestemmelsen var kommet istand, fandt han det ikke trygt at lade Urøkja bo saa nær som paa Stavaholt, medens han selv holdt til paa Reykjabolt og skaltede og valtede med hans Faders Gods. „Jeg har“, sagde han, „fundet paa et andet Raad: han skal drage nord til Skagafjorden og derfra ud af Landet; du og han komme saaledes nu til at skilles ad“. Med disse Ord greb han Sturlas Sverd, som denne havde lagt fra sig. Da de gik ned ad Trappen, mødte de Urøkjas Mænd, som imidlertid vare blevne afvæbnede, og bragtes op paa Loftet i Forvaring. Derpaa lod Sturla Urøkja selv gribe, og førte ham under Bedækning op paa den saakaldte Arnavatnsheid under Jøklerne og ind i Surtshelleren, hvor han befalede en af sine Folk at
- ↑ Sturlungasaga V. 45.
