Egnen, men paa den Maade at han selv skaffede Kost og Underhold[1]. Begge Hereder stode saaledes paa fuldkommen Krigsfod mod hinanden. Ved denne Lejlighed var det, at Sighvat og Kolbein, som det tidligere er berettet, hver paa sin Side søgte at faa Biskop Gudmund, der opholdt sig hos Brand paa Høvde, til at tage sit Parti; begge havde været hans bitreste Modstandere, men enhver af dem fandt det dog nu højst ønskeligt at have den for sin Hellighed af Mængden saa anseede Mand i sin Flok[2]. Gudmund havde vel lige meget imod dem begge, men da han altid havde været en Ven af Snorre Sturlassøn, og dennes Søn Urøkja var sammen med Kolbein, bestemte dette Gudmund til at erklære sig for Kolbein, og begive sig til ham paa hans Gaard Flugumyre. Efter Paasken samlede Kolbein og Urøkja Folk til sig fra alle Kanter, baade Undergivne og Venner, indtil de fik en Hær af 720 Mand, med hvilken de agtede sig over til Eyjafjorden. Sighvat samlede ved Efterretningen herom ligeledes Folk, og drog med 480 Mand, hvoriblandt hans Sønner Kolbein og Thord Kakale, samt Ravn Sveinbjørnssøns Sønner Sveinbjørn og Kraak, over til Skagafjorden, hvor han indtog en fast Stilling paa Flatatunga, ved Sammenløbet af Jøkulsaa og Norderaa, medens Kolbein stod lige overfor paa Silvrastad, rede til at begynde Angreb, og lod Biskop Gudmund, som fulgte med ham, skrifte sine Krigere. Biskoppen troede dog ikke at det vilde komme til Slag, og havde ogsaa Ret, thi da Kolbeins Mænd skulde begynde Angrebet, fandt de, som der fortælles, Sighvats Hær sterkere end de havde ventet, og standsede. Sighvat sagde roligt: „nu behøve vi ikke at frygte dem siden de standse strax i Begyndelsen.“ Flere anseede Mænd af begge Hære lagde sig nu imellem, og fik sluttet et midlertidigt Forlig, hvorved Sagen henskødes til Biskop Magnus’s Afgjørelse paa forestaaende Althing. Kolbein og Urøkja vare visselig heel utilfreds hermed, men maatte finde sig deri. Enhver drog nu til sit, og Urøkja vendte saaledes tilbage til Vestfjorden. Paa Vejen tillode hans Folk sig de største Voldsomheder, røvede Heste og Mad, m. m., og da de kom ned til Brejdafjorden, benyttede de Lejligheden til at lade Thord Sturlassøn, Urøkjas egen Farbroder, undgjelde at han tidligere havde søgt at hindre deres Voldsferd: de rede ind paa Hvamm, hvor han tilfældigviis ej var hjemme, toge Hø og meget andet, slagtede en Oxe, og opførte sig i det hele taget højst uforsvarligt. Ja, hvad end mere var, Urøkja satte sig nu ret fast paa den Kant, og satte Bo, heder det, det vil egentlig sige, oprettede nye Rans-Tilhold paa Stadarhool ved det østlige, og Reykjahole
