der nu ret vilde vise at han kunde staa paa egne Fødder og derhos af ildesindede Folk opfyldtes med Mistanke om, at Sighvat hemmelig arbejdede paa at lokke hans Thingmænd fra ham, hvilket klang saa meget rimeligere, som de fleste Storbønder i Skagafjorden virkelig vare særdeles gode Venner af Sighvat fra den Tid af da denne ogsaa førte Befalingen her. Det spendte Forhold gav Anledning til at de, som gjorde Uvæsen i Eyrafjorden, toge og fandt deres Tilflugt hos Kolbein, og omvendt de fra Skagafjorden hos Sighvat. Endelig troede Kolbein at have faaet fuldkommen Vished for at Sighvat nærede hine Planer[1], og besluttede at forekomme ham ved at angribe ham med en betydelig Overmagt. For at skaffe sig denne sendte han Bud til sin Svoger Urøkja om Hjelp, og Urøkja var dertil lige saa villig som skyldig. Han indfandt sig hos Kolbein med henimod 30 Mand, og de droge begge tilsammen ud med henved 300. Alligevel blev der ikke noget af Overfaldet, da Kolbein ved at komme over til Yxnadal fik høre, at Sighvat havde faaet betimelig Underetning om Faren og derfor rimeligviis var belavet paa Forsvar; han vendte om igjen, men lod sin Harme gaa ud over den tidligere omtalte Kalv Guthormssøn, den samme, der for 20 Aar siden havde dræbt Hall Kleppjarnssøn, og nu, skjønt bosat i Skagafjorden, havde negtet Kolbein at staa ham bi mod Sighvat. Kalv og hans Søn Guthorm bleve begge dræbte, den sidste i det mindste uden Skyld (21de Febr. 1234). Det er charakteristisk for den Tid, at saavel Fader som Søn havde en gejstlig Grad; hiin var Akoluth, denne Diakon[2].
Men Sighvat var en mægtig og farlig Modstander, og Kolbein og Urøkja følte selv deres Stilling saa betænkelig, at de fandt det raadeligst at ride syd over Fjeldet til Reykjaholt for at høre Snorre Sturlassøns Raad og sikre sig hans Hjelp. Snorre svarede forsigtigt, at han ej plejede at befatte sig med Heredsfejder, men derimod skulde komme til Althinget og her yde dem al den Bistand, som deres Ære fordrede[3]. Siden vendte de tilbage til Skagafjorden, og krævede Bønderne til at holde de fra Eyjafjorden ledende Passe besatte, for at hindre Overfald fra den Kant. Bønderne maatte lystre, og da de foruden Umagen ogsaa havde at holde sig paa egen Kost, maa Tjenesten, især paa den Tid af Aaret, have været dem yderst byrdefuld. Da Sighvat hørte om Kolbeins Foranstaltninger, lod han ligeledes sine undergivne Bønder lægge sig paa Post hist og her i
