Sammenkomst med Kongen. Ud paa Vintren drog han – som det synes over Land – til Danmark, hvor han gjorde sin Opvartning hos Kong Valdemar, der tog særdeles venligt imod ham, beholdt ham hos sig en Stund, og gav ham ved Afskeden en god Hest foruden mange andre herlige Gaver. I Tydskland stødte han, som det tidligere er nævnt, sammen med Biskop Paal, og fulgtes ad med ham den øvrige Deel af Rejsen. Biskoppen tog sig, ved Ankomsten til Rom, særdeles ivrigt af hans Sag, og han erholdt ogsaa fuldstændig Absolution, men rigtignok kun efter at have underkastet sig en meget haard Poenitens: han skal nemlig være bleven fort barfodet fra Kirke til Kirke rundt om i hele Rom, og have modtaget Pidskeslag udenfor de fleste Hovedkirker, „saa at en Mængde Folk stod ude og undredes, slog sig for Brystet og beklagede at en saa dejlig og statelig Mand skulde lide saa haard Behandling; ja hverken Mænd eller Kvinder kunde holde Taarerne tilbage“. Det er allerede ovenfor omtalt, hvorledes han efter erholdt Absolution rejste hjem igjen til Norden, fremdeles i Følge med Biskop Paal, tog en kjærlig Afsked med ham under gjensidige Foræringer, og derpaa kom til Kong Haakon enten i Tunsberg eller i Bergen, og fulgte med ham til Tunsberg. Den Modtagelse, han nu fandt hos Kongen, var meget venlig, og bestemte ham, som det synes, til at tage sit Vinterophold i Oslo, da det var for seent paa Aaret til at vende tilbage til Island, skjønt de Efterretninger, han modtog om hvad der var skeet under hans Fraværelse, visselig vare af den Natur, at han maatte have givet meget for, strax at kunne komme hjem[1].
Urøkja Snorressøn traadte nemlig, som Bestyrer af Vatnsfjord-Godset, ganske i sine Forgængeres Fodspor, ja lod endog til, at ville opkaste sig til Ene-Herre paa Vesterlandet. Han tog, fortælles der, hver frels Mand, som vilde til ham, i sin Tjeneste, saa at der samledes en heel Mængde Karle paa Gaarden, og det varede ikke længe førend man med voldsomme Midler maatte skaffe den nødvendige Kost tilveje, saaledes som det længe havde været Skik og Brug i Vatnsfjord[2]. Egnens af Naturen mindre begunstigede Beskaffenhed maa vel have bidraget noget dertil. Men det er tydeligt nok, at Gaarden under disse Omstændigheder ikke kan have været stort bedre end en Røverrede. Blandt hans uregjerlige Svende nævnes især en vis Bjørn, kaldet Mave-Bjørn, fra Nordlandet, en af Biskop Gudmunds Mænd fra Grimsø; han gik strax efter Sturlas Afrejse om Høsten 1233 med en Skare Folk lige til Breidafjorden, hvor han drog langs Kysten fra Gaard til Gaard, saavel som til Øerne, for at afpresse Bønderne Gods. Fik man det ej med det Gode, tog man det med Magt;
