blidt imellem dem begge. Men alligevel viste det sig tydeligt, at dette venskabelige Forhold var alt for meget betinget af deres personlige Samvære.
Strax førend Skules Ophøjelse til Hertug var der ogsaa kommet et Forlig i Stand mellem Kongen og Biskop Paal. Dennes Sag, der egentlig som det synes, var kunstigt udtænkt af ham og Skule, for at give den sidstnævnte Anledning til at gribe til Vaaben og sætte sig fast i den kongelige Deel af Landet, havde nu, efter Forliget mellem Kongen og Skule, for en stor Deel tabt sin Betydning. Skule selv kunde ikke længer være bekjendt, i det mindste aabenbart at staa ham bi, og hos Erkebiskoppen saavel som de øvrige Biskopper i Norge maa han vel forlængst have erkjendt at der ikke var nogen synderlig Hjelp at vente. Han var nu hjemme paa Hamar, hvor han sandsynligviis havde været i det mindste saa længe Skule havde holdt til søndenfjelds, ventende paa at denne skulde gribe til Vaaben, for da ogsaa at paakalde den Banstraale, som Paven havde givet de danske Prælater Fuldmagt til at udslynge. Erkebiskop Sigurd, hvem det laa paa Hjertet, fra Roden af at ødelægge alle Spirer til Tvistemaal, raadede til at sende Bud til Hamar for at anmode Biskoppen om at indfinde sig til et Forligsmøde i Nidaros. Han kom strax, og der holdtes flere Sammenkomster for at faa Sagen bilagt, hvilket dog ikke gik saa ganske glat, og man merkede, heder det i Sagaen, at Biskoppen altid var haardere paa de Stevner hvor ogsaa Jarlen var tilstede. Endelig opnaaedes dog et Forlig, paa det Vilkaar at Kongen beholdt Helgeøen, imod at give Biskopsstolen nogle andre Ejendomme i Stedet, med hvilke Biskoppen erklærede sig tilfreds[1]. Om de øvrige af Biskoppen paaklagede Sager, navnlig om Kongens Indgreb i Patronatsretten, synes der ej at have været Tale, og derved bestyrkes det, at Klagen herover neppe har medført Sandhed, eller i alle Fald har indeholdt betydelige Overdrivelser. Heller ikke var deri Unaade, den havde paadraget Kongen ved Pavestolen, langvarig, thi i Aaret 1241 omtalte Gregorius selv, som vi ville see, Haakon med særdeles Kjærlighed som en katholsk og det apostoliske Sæde hengiven Fyrste[2]. Og ti Aar efter Forliget finde vi Paal selv blandt de ved Kongens Kroning assisterende Biskoppers Tal. Til denne hurtige Gjenoprettelse af det gode Forhold med Kurien har det dog vel ogsaa bidraget meget, at Kongen enten ved eller strax efter Forliget tog Korset[3], hvorvel neppe i den alvorlige Hensigt, nogensinde at bringe Korstogsløftet i Udførelse, men, som det synes, deels for at formilde Paven, deels
