var Tilfældet naar de vare tilsammen“, men alligevel, siges der, „gik deres Uvenner stundom mellem dem og stiftede Fortred, som det siden viste sig“. Jarlen har vel nu, i Forventning om hvad Biskop Paal skulde udrette i Rom, saavidt muligt holdt gode Miner, for at Kongen ikke skulde merke Uraad. Da Høsten kom, vendte Jarlen tilbage til Nidaros; Kongen derimod drog til Viken, for at tilbringe Vintren i Oslo. Maaskee havde han allerede nu faaet Nys om Jarlens og Biskop Paals Stemplinger, og begav sig til Viken i den Hensigt, at være nærmere ved Haanden, om der skulde være nogen Fare paa Ferde fra Danmarks Side; thi efter flere Beretninger skal Sturla Thordssøn have truffet Kongen i Bergen, og siden være bleven i Følge med ham til Viken, medens det andetstdes heder han traf Kongen i Tunsberg[1]. I alle Fald erfarede han vel alt sammen her, og har sandsynligviis endog faaet Pavens truende Brev tilsendt. Thi om Vintren, berettes der, medens Kongen opholdt sig i Oslo, opkom der atter mange Tvistemaal mellem Kongen og Jarlen. Der skyldes ogsaa nu paa de geskjeftige Aander, der vare vante til at forstyrre deres Venskab, men dette kan da kun forklares saaledes, hvad Kongens Venner angaar, at de have advaret ham for Jarlens listige Planer, og opfordret ham til at sikre sig mod dem, og ej lade slig Ferd gaa upaatalt hen. Om Vaaren 1235 tilskrev han Jarlen, og stevnede ham til et nyt Møde med sig i Bergen anstundende Sommer. Skule var tvivlraadig, hvad han skulde gjøre. Kongen havde aabenbart gjennemskuet ham for tidligt: han var neppe belavet paa en saadan Sammenkomst, og havde vel tænkt, naar Kongen, som sædvanligt, drog til Bergen om Sommeren, i al Hast og uformodet at begive sig til Oplandene, for at være Danmark saa meget nærmere og virke i Forening med Biskop Paal. Han kaldte sine Venner sammen, for at høre deres Raad. „Haakarlehøsten“, sagde man, „gik man mig haardt paa Klingen efter Lendermændenes Tilskyndelse, og saa vidt jeg har hørt, ville de neppe nu blive føjeligere end da; desuden er der jo nu, som I vide, skeet en Forandring, der gjør det end betænkeligere for mig at begive mig i deres Vold end før; thi hiin Høst vare baade Arnbjørn Jonssøn og Gregorius, Hr. Andres’s Søn[2], der, og gik da Kongen alene til Haande samt svore ham Troskabsed, i Stedet for at alle
- ↑ Af de 8 ved Udgaven af Sturlungasaga fulgte Haandskrifter er der syv, som lade Sturla træffe Kongen i Bergen og fulgte med ham til Viken; kun eet, det hvis Text er benyttet; lader ham træffe Kongen i Tunsberg. Dette siges ogsaa i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 180.
- ↑ Denne Hr. Andres er den før omtalte Andres Simonssøn, Kong Philips Broder, død efter Slaget paa Gunnarsbø 1218, se ovenfor S. 602. I Fornm. S IX 337, Not. staar der, rimeligviis ved Fejllæsning, Gregorius ok herra Andrés istedetfor Gregorius sunr herra Andréss.
