Sorger, at de saa at sige ville komme til at opgive Aanden under Forurettelsernes Vegt, hvis ikke Herren vil tage disse Tryk fra dem og atter lade dem komme til Aande; hvorfor han ogsaa har seet sig nødsaget til at forlade sit Fædreland, og indanke sin Sag til vor Afgjørelse. Men foragtende denne Appel har du, som man siger, efter hans Afrejse hid til det apostoliske Sæde, taget Helgeøen saavel som nogle andre Ejendomme fra ham og hans Kirke. Vi have derfor troet indstændigt at burde bede og advare eders kongelige Naade om, at du, som du er forpligtet til, lader samme Biskop nyde tilbørlig Oprejsning af dine Mænd for al lidt Skade og Fornærmelse, at du giver ham det ham fratagne tilbage, og at du, ophævende det før omtalte Forbud, for Fremtiden ophører at forulempe ham, samt ligeledes med den dig givne Magt tvinger dine Mænd til at ophøre dermed. Ellers maa vi, saa meget vi end elske dig og ønske at befordre dit Gavn og din Hæder, da vi dog ej kunne føje et Menneske tvert imod Gud, give vor ærværdige Broder Erkebiskop Uffe i Lund, samt vore kjære Sønner Erkediakonen i Lund og Abbeden i Herisvad ved en af os udstedt Skrivelse det Hverv, at de efter forudgangen Paamindelse tvinge dig dertil ved Trusel om Kirkens Straf, uden Appel, og, om det skulde behøves, endog dertil paakalde den verdslige Arms Hjelp[1]“. En saadan Skrivelse udfærdigede Paven endnu samme Dag til hine danske Prælater, uden at afvente hvad Kongen vilde gjøre[2]. Om alle de her opregnede Ankeposter, Tvisten angaaende Helgeøen undtagen, nævner Sagaen ikke et eneste Ord. Men da der ikke synes at være nogen Grund forhaanden, hvorfor Sagaskriverne skulde tie stille med det alt sammen, hvis det virkelig forholdt sig saaledes, og da derhos en saadan Fremgangsmaade, som den paaklagede, er saa merkelig forskjellig fra Kongens sædvanlige Humanitet og Eftergivenhed, at vi her neppe kjende ham igjen, er det vanskeligt at tilbageholde Formodningen om grove Overdrivelser og Fordrejelser, ja maaskee endog ligefremme Opdigtelser fra Paals Side. Noget kan nu vel maaskee hidrøre fra en mindre rigtig Opfatning af de forebragte Beretninger fra det pavelige Kancellis Side, og meget maa derhos skrives paa den sædvanlige stortalende Kurialstiils Regning. Men flere virkelige Fakta, som at Kongen skulde have opmuntret andre til at forfølge Biskoppen, ja endog have stræbt flere af Biskoppens Mænd efter Livet, og, da dette mislykkedes, ladet dem berøve alt deres Gods, staa dog tilbage, yderst vanskelige at rime sammen med Kongens Handlemaade i andre Tilfælde. Man kunde næsten fristes til at tre, at Biskoppen har opkogt Historier fra Ribbungefejdens Tid, da hans Formand endnu levede, og udlagt de Krigsforetagender, der dengang
