Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/908

890

Haakon Haakonssøn.

og standsede ikke, heder det, førend han kom til Paven. I Tydskland traf han sammen med Sturla Sighvatssøn, som det nedenfor nærmere skal omtales, og rejste i Følge med ham den øvrige Deel af Vejen. At Biskop Paal fandt et gunstigt Øre hos Paven, med hvem Haakon ellers hidtil havde staaet paa en god Fod, sees af en tordnende Skrivelse, som Paven udfærdigede til denne fra Perugia, endnu samme Aars Høst, den 5te Oktober. „Paa det at Kongernes Konge, heder det her, kunde bøje dine Fienders Nakke under dig og hædre dig med Kongedømmets Ære, var det ikke mere end din Skyldighed, ogsaa at bøje dig med Ærefrygt for hans Kirker, og efter Evne hædre deres Bestyrere. Men tvert imod – som vor ærværdige Broder Biskop Paal af Hamar personligt har udviklet for os – forfølger du ham uden Grund, og i Stedet for at vise Hamars Kirke den skyldige Ærefrygt, undertrykker du den utaaleligt, idet du paa dens Territorium, som du ganske søger at underkaste dig, har ladet fra ny af opføre en Borg uden Biskoppens Samtykke, og derved berøver den de Jordegodser, som den fra gammel Tid lige indtil nu bar besiddet; for at undertrykke den ved end flere Forfølgelser, viser du de Mænd Yndest, om hvem du veed, at de ere hiin Kirkes Forfølgere; du plejer Omgang med dem, skjemt de ere bansatte, og for at de endnu tryggere kunne fornærme Kirken, benaader du dem med kongelige Beskyttelsesbreve. Derhos søger du ogsaa at afdrage Folket i Hamars Biskopsdømme fra deres skyldige Ærefrygt for Biskoppen, og giver Aarsag til stor Forargelse iblandt dem, uden at anse, hvor usømmeligt det er, at den, der veed at han er sat til at overholde Freden, befatter sig med at opvække Splid. Endelig drager du hans Mænd fra hans Tjeneste, og forbyder Bønderne at bygge de Kirken i Hamar tilhørende Marker; ja, hvad der end mere bidrager til at kaste Skygge paa Kongenavnet, endog angaaende Patronatsretten til samme Kirke, paa hvilke du og dine Forgængere siges at have gjort frivilligt Afkald, ypper du nu, ked af Fromhedens Gjerninger, Kiv med Biskoppen og Kirken, og erklærer offentligt, at de, der uretfærdigen forulempe ham og hans, ej derfor skulle paadrage sig Kongens Vrede. Dette har ogsaa givet Anledning til at nogle frækt have fremført mange og haarde Fornærmelser saavel mod ham som mod andre kirkelige Personer, og vovet at trænge ind paa Kirkens Ejendom, slaa Biskoppens Tjenere, krænke Kirkens Immunitet, borttage det i den til Forvaring nedlagte Gods, og røve Tienden. Enkelte Lægmænd indkalde ligeledes trods Forbudet Gejstlige for deres Domstol, og tvinge dem til her at svare for kirkelige Sager. Hertil kommer, at du, for at lade Biskoppen føle din Vrede uden Maal og Grændse, har givet Befaling til at aflive nogle af hans Mænd, og, da dette ej kunde skee, har ladet dem fratage alt deres Gods. Og paa den Maade lider samme Biskop under saa mange Tryk, hans Kirke hjemsøges med saamange