ledning til, at denne Høst i Sagaerne og Annalerne sædvanligviis kaldes Haakarlehøsten. (1233)[1].
Faa Dage efter Jarlens Ankomst havde han og Kongen en foreløbig Sammenkomst i Skrudhuset ved Christkirken, hvor Kongen allerede gjorde ham mange Bebrejdelser og fremsatte store Anklager imod ham. Hvori disse bestode, nævnes ikke, lige saa lidt som hvad Jarlen svarede dertil. Siden blev det almindelige Møde afholdt paa Christkirkegaarden. Her vare, foruden Kongen, Jarlen, Junker Knut og de verdslige Høvdinger, ogsaa Erkebiskoppen og alle Lydbiskopperne tilstede. Ved denne Lejlighed ytrede der sig fremdeles en umiskjendelig Stræben fra Kongens og hans Omgivelsers Side efter at lade Jarlen føle hans Unaade. Erkebiskoppen, Biskopperne, Junker Knut og den øvrige Forsamling var allerede tilstede, da Kongen kom med sit Følge, og tog Plads paa en Stol, medens hans Lendermænd og Raadgivere satte sig omkring ham, og hans Frænde Gunnar stillede sig bagenfor Stolen[2]. Siden kom Skule Jarl med alle sine Mænd, og vilde som sædvanligt tage Plads ved Kongens Side paa samme Stol, men der var ikke Rum til ham, og han maatte blive staaende, indtil hans Mænd fik hentet ham en anden Stol. Stallaren Dagfinn Bonde aabnede, efter Embeds Medfør, Forhandlingerne med en lang Tale, hvori han efter Skik og Brug bød Kongen velkommen, og sluttede med at anbefale begge de saa nær besvogrede Fyrster at holde Fred og Enighed med hinanden. Derpaa stod Kongen op og gjentog i et veltalende Foredrag de samme Beskyldninger, som han i det foreløbige Møde havde fremsat. Siden rejste den ene Lendermand sig efter den anden, og fremkom, hver for sig, med store Klager over Jarlens Ferd. Endelig, langt om længe, fik Jarlen Ordet. Han begyndte saaledes: „jeg kan en Vise:
Ari sat á steini (d. e. Ørnen sad paa Stenen)
og en anden, der ogsaa lyder
Ari sat á steini,
og saa fremdeles, alle som een. Saaledes gaar det ogsaa her i Dag: enhver taler paa sin Viis, men alle ende med den samme Vise, at bære Beskyldninger paa mig.“ Derpaa tog han alle disse Beskyldninger enkeltviis for sig, og søgte med megen Veltalenhed, og, som det synes, ikke uden Held, at vise, hvor ugrundede de vare. Han sluttede med at erkjende sin Skyldighed at tjene Kongen, og give efter for ham, men Lendermændene, sagde han, skulde derimod have megen Utak for deres Bagvaskelser og
