Høvdinger i Gulathingslagen, og meget formaaende hos Kongen. Det er heller ikke usandsynligt, at Dagfinn Bonde har haft nogen Skyld; thi i det mindste skyldte Jarlen ved en tidligere Lejlighed udtrykkeligt paa ham som en af dem blandt Kongens Raadgivere, der søgte at stifte ondt mellem dem, og Dagfinn synes ogsaa at have været en alt for heftig Mand, til at han i sin Kjærlighed til Kongen og Iver for hans Bedste skulde have overvejet sine Ord og viist tilbørlig Forsigtighed, naar Jarlen og hans Foretagender vare paa Bane. Fremdeles bidrog ogsaa Junker Knut til at forøge Misstemningen. Hans Hustru Ingerid, Jarlens Datter, var nu død, og dermed var, siges der, ogsaa hans Venskab med Jarlen ude[1]. Kongen havde af sin Part givet ham Halvdelen af Sogn og Rygjafylke i Forlening, men han og hans Mænd fandt det for lidet, og meente at Jarlen ogsaa burde afgive noget af sin Part[2], da denne, saaledes som den ved Forliget i Bergen 1223 var bestemt, aabenbart var alt for stor, og snarere indbefattede Halvdelen, end Trediedelen af Landet. Hvis Skule Jarl skulde blive erkjendt skyldig i Forræderi, og derved komme til at miste alle sine Forleninger eller en Deel af dem, vilde dette være den bedste Lejlighed for Knut til at faa sine Besiddelser udvidede, og derfor har han vistnok gjort alt sit for at sværte Jarlen hos Kongen. Der manglede ham vel heller ikke paa noget at fortælle, især fra hans og Jarlens fælles Ophold i Danmark. Kongen blev virkelig, som man ser, denne Gang aldeles forbitret paa Jarlen, og lod ham om Vaaren 1233 indkalde for at stande til Rette og forsvare sig paa et Møde, der om Sommeren skulde holdes i Bergen, og hvortil han ogsaa indstevnede alle Lendermænd og Sysselmænd saavel fra Gulathingslagen, som fra Viken. Herhen gjorde han selv en kort Rejse, kaldte Lendermændene til sig, og vendte tilbage i Følge med Arnbjørn Jonssøn, Simon Kyr, Lodinn Gunnessøn og Gunnbjørn Bonde, der alle ledsagedes af et talrigt Mandskab. Allerede tidligere i Løbet af Vintren havde Erkebiskop Sigurd indkaldt alle Rigets Biskopper til et Provincialkoncilium, der ligeledes skulde holdes i Bergen paa samme Tid. Det forestaaende Møde var saaledes et formeligt Rigsmøde, og der er al Sandsynlighed for, at Sammentræffet ej var tilfældigt, men at Kongen og Erkebiskoppen have handlet efter fælles Overlæg, og at det var den sidstes fornemste Øjemed at mægle Forlig mellem Fyrsterne. Da Kongen kom tilbage til Bergen, medbragte han et saa stort Følge af Lendermænd, at hans og deres, saavel som de fra Gulathingslagen ankomne Høvdingers Langskibe optoge Pladsen langs med alle Bryggerne i den indre Deel af Vaagen. De maatte imidlertid vente længe paa Jarlen, der sandsynligviis ventede
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/902
Denne siden er korrekturlest
884
Haakon Haakonssøn.
