fjorden, der ved Forliget var dem tilsikrede, saa at Kolbein blev vred, og paastod, at Forliget var brudt. Snorres Fuldmægtig gav da, som han sagde efter udtrykkelig Bemyndigelse, Urøkja Tilsagn om Stavaholt med Tilliggelser, og hermed var Kolbein tilfreds. Men hvad enten Snorre havde givet en saadan Bemyndigelse eller ej, er det vist nok, at det aldeles ikke var hans Mening at forringe sine Besiddelser ved nogen Afstaaelse. Men han hjalp sig paa en anden Maade. Det er ovenfor omtalt, at hans Datter Thordis’s umyndige Søn Einar var den lovmæssige Arving til det store Vatnsfjord-Gods efter Thords Drab. I denne sin Dattersøns Navn havde nu Snorre, ledsaget af Urøkja og en Skare haandfaste, paalidelige Folk, strax efter sin Hjemkomst fra Thinget taget hele Godset i Besiddelse, og modtaget Bøndernes Underkastelse som deres Høvding[1]. Da Urøkja nu om Vaaren 1233 fordrede Stavaholt i Stedet for Midfjord-Godset, tilbød Snorre ham at drage til Vatnsfjord og indtil videre i Einars Navn at nedsætte sig der som Høvding: naar Einar blev voxen, var det tidsnok at finde paa et andet Raad. Hermed var Urøkja vistnok ikke synderlig tilfreds, men da noget var bedre end intet, tog han dog tilsidst mod Tilbudet, og Kolbein kunde nu ingen Indvending gjøre. Snorre beholdt saaledes ej alene alle sine hidtil hafte Besiddelser ubeskaarne, men tillige hvad han havde afpresset Kolbein, og enda havde han ej givet Slip paa den nys erhvervede Indflydelse over Vatnsfjorden, thi Urøkja var dog egentlig kun at betragte som hans Statholder[2]. Hans Vælde, alle-rede forhen saa stort, var altsaa i dette sidste Aar blevet, om just ikke fordoblet, saa dog i det mindste betydeligt udvidet; og uagtet det ej kan negtes, at de tilfældige Omstændigheder vare ham overordenligt gunstige, er det dog paa den anden Side umiskjendeligt, at han har lagt sine Planer med en mere en sædvanlig Fremsynethed. Ja man kan ikke engang tilbageholde Tanken om, at han maaskee planmæssigt har søgt at fremskynde de Kombinationer, hvorefter han rettede sit dybt beregnede Spil. Thord Vatnsfjording synes ganske at have været en Kastebold for dette. Naar man betænker, at Einar, Snorres Dattersøn, var Thords nærmeste Arving, vil man finde det lidet rimeligt, at Thords Død skulde være Snorre aldeles uvelkommen, og saa vidt man kan skjønne, vilde det ikke have væ-
- ↑ Ved denne Lejlighed gjorde Snorre endnu en Erhvervelse, som viser, hvor godt han vidste at benytte sig af alle Lejligheder til at forøge sit Jordegods, saa at endog, hvad man kunde kalde Familieulykker, skaffede ham Gavn. Hans Datter Thordis, Thorvalds Enke, der, som ovenfor nævnt, var et meget letfærdigt Fruentimmer, havde ladet sig forføre af en Olaf paa Ædø. Snorre, der nu i hendes Enkestand som hendes Fader havde at paatale Sagen, fik Selvdom, og tilkjendte sig hele Øen Ædø, saaledes at endog Olafs Frænder skulde frigjøre, hvad han selv skyldte paa Ejendommen.
- ↑ Sturlunga-Saga V. 21.
