der det, ikke undvære Sturlas Bistand. Omsider blev det afgjort, at Drabssagen skulde bilægges ved en Voldgiftskjendelse af Sighvat og Snorre[1]. Saaledes havde Snorre endelig overvundet alle Vanskeligheder, og forberedet alt paa det bedste til sin forestaaende Thingtrætte med Kolbein.
Da Thingtiden kom, red Snorre til Things med 960 Mand, og understøttedes derhos af Sighvat og Sturla, foruden flere andre Høvdinger. Blandt dem synes endog Orm paa Svinafell at have været, hvilken Snorre havde vundet ved klog Eftergivenhed. Kolbein unge kom med 720 Mand, og understøttedes af Thorarin Jonssøn, Dram Broder, med flere.“ Gissur Thorvaldssøn indfandt sig ogsaa, heel mandsterk, men holdt sig, som før, til Ven med begge Parter, uden at erklære sig for nogen af dem. Heri handlede han sandsynligviis efter sin Faders Raad, thi denne, med flere Gejstlige, arbejdede ivrigt paa at stifte Forlig. Det samme søgte ogsaa Thord Sturlassøn. Men Snorres Fordringer –– Halvdelen af alt Kolbeins Gods og af alle hans Godord – vare saa overdrevne, at denne intet vilde høre om Forlig, og saavel Thorvald som Thord opgav ærgerlige alle Mæglingsforsøg, siden man ikke agtede deres Ord. Andre fælles Venner vare dog heldigere, og fik virkelig mæglet et Forlig, hvorved Snorre vel fik Halvdelen af Godordene, men dog kun saaledes, at Kolbein fremdeles skulde bestyre dem og repræsentere dem paa Thinget; Godset skulde Kolbein kun udrede efter Bekvemmelighed; derimod skulde han til Gjengjeld være pligtig at staa Snorre bi til Thinge, og desuden skulde han give Snorres Søn Urøkja sin Syster Arnbjørg til Egte med en Medgift af 60 Hundreder, medens Snorre paa sin Side gav 24 Hundreder, Godset Mel i Midfjorden og Aavellinge-Godordet: derved bleve begge de tilkommende Svogre saa godt som Eneherrer i den vestlige Deel af Nordlandet. Thorvald Gissurssøn kunde ikke tilbageholde for Thord sin Forundring over at Forliget saa hurtigt var kommen i Stand, efter at de havde opgivet Mæglingen. Thord svarede: „jeg frygter for at min Broder Snorre har solgt Sighvats og Sturlas Venskab for at faa Kolbeins, hvilket vi Frænder nok snart ville faa at føle“. Thorvald undrede sig over at Kolbein vilde bortgifte sin egtefødde Syster til Snorres Slegfredssøn, „men“, lagde han til, „enhver veed bedst selv, hvad Slags Vare han har at forhandle[2]“. Det lader dog ikke til, at Snorre har ventet sig stort af Forbindelsen med Kolbein, eller sat nogen synderlig Priis paa hans Venskab, thi han undslog sig endog for at komme til Brylluppet, der samme Aars Høst stod i Kolbeins Huus, men sendte kun en Befuldmægtiget i sit Sted, og han gjorde ikke engang Mine til at lade det nygifte Par faa de Besiddelser i Mid-