ligheder, hvis ikke Sturla endnu havde været daarlig i sin Fod, og Snorre ej var bleven syg, saa at han maatte holde sig stille. Man maatte indskrænke sig til at bruge de sædvanlige Rettens Midler. Sighvat sagsøgte Vatnsfjordingerne for Overfaldet paa Saudafell, og Snorre sagsøgte Ravnssønnerne for Thorvalds Drab. Begge Parter fik deres Modstandere dømte fredløse, men uden at Dommen kunde blive bragt i Udøvelse, idet Sighvat fremdeles beskyttede Ravnssønnerne, og Snorre Vatnsfjordingerne. Saaledes stod Sagen som før uafgjort hen. Om Høsten gjorde Sturla et Tog til Isafjorden for at overfalde Vatnsfjordingerne, men disse bleve i Tide advarede, saa at de kunde komme bort, og han kom til Vatnsfjord just som Thord var sluppen ombord paa et Fartøj, og havde lagt saa langt fra Land, at Sturla ikke kunde naa ham. Hans Broder Snorre var borte i et andet Hered. Da lod Sturla, som vel var bleven ked af den til intet Udslag ledende Fejde, ham tilbyde Grid, om han vilde komme i Land og handle om Forlig. Thord, der vistnok befandt sig i samme Tilfælde som Sturla, modtog Indbydelsen, og det kom virkelig dertil, at Thord, som den mindst mægtige, og den der havde mest Brede paa sin Side, overlod Sturla Selvdom, og lovede at mødes med ham paa et bestemt Sted den følgende Vaar for at høre Domsafsigelsen. Alligevel havde de begge saa liden Tro til hinanden indbyrdes, at de ej vovede at indfinde sig til Mødet uden med en betydelig Styrke paa begge Sider, og de nærmede sig hinanden med en saa ængstlig Forsigtighed, at de endog tilsidst fandt det raadeligst at skilles ad med uforrettet.Sag for denne Gang, og bestemme et nyt Møde paa et andet Sted, hvor de sandsynligviis antoge, at de vilde være mindre udsatte for Svig paa den ene eller den anden Side[1]. Ogsaa her havde Thord, da det kom til Stykket, i Førstningen Betænkeligheder ved at møde, men kom dog omsider, og Sturla fik endelig afsagt Kjendelsen, der forpligtede Thord til at udrede en ikke mindre Sum end 90 Hundreder. Thord betalte det alt sammen, deels i Guld og Sølv, deels i Skibe og Drivtømmer; „vel var det meget“, sagde han, „men det var Modtageren vel undt, thi“, lagde han spydigt til, „langt heller vil jeg betale, end jeg vilde være i Sturlas Sted og modtage disse Penge efter at have lidt saadan Overlast, især naar jeg ansaa mig for saa stor en Mand, som Sturla.“ Sturla svarede lidet dertil, og han skiltes nok saa sømmeligt fra Thord, men vi ville i det Følgende dog see, at hine Ord sank dybt i hans Hjerte og at han ikke glemte dem (1230)[2].
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/881
Denne siden er korrekturlest
863
1180–1230. Begivenheder paa Island. Sturla og Vatnsfjordingerne.
