endog blevne betydeligt forøgede ved hendes Morbroder Kolskegg den riges just paa den Tid indtrufne Død[1], og hun var nu i Ordets egentligste Forstand med Hensyn til Formue det aller ypperste Parti paa hele Øen. For Snorre maatte en Forbindelse med hende saaledes endog være fordeelagtigere, end med Solveig. Vel havde hun to umyndige Sønner, Kløing og Orm, men disses store Formue var allerede afsondret fra Moderens, og dertil stod den under hendes Bestyrelse, saa at den, der fik hende, ogsaa fik dette Gods at raade over. Snorre var ikke et Øjeblik tvivlraadig om, hvad han her skulde gjøre. Han begyndte med sin sædvanlige Klogskab at bearbejde hendes Svigerfader, Thorvald Gissurssøn, der var at betragte som hendes Værge. Thorvald havde hidtil, som vi have seet, staaet i det nøjeste Venskabsforhold til sine nordlandske Svogere og Frænder. Men det var ligesom om man paa begge Sider anede, at Venskabet stod paa svage Fødder. Der fortælles saaledes, at da Sighvat var ved sin Søns Bryllup paa Runa hos Thorvald, kaldte denne sine Børn frem, for at Sighvat kunde tage dem i Øjesyn, og forestillede ham navnligt sin femtenaarige Søn Gissur, af andet Egteskab, med de Ord: „her er min Yndling, Sighvat Bonde; det var mig overmaade kjært, om du fandt at han tegnede til at faa Held med sig“. Sighvat betragtede ham da, siges der, en Stund taus, medens Gissur stod og saa ham djervt ind i Øjnene; endelig svarede Sighvat ganske kort: „heldig bliver han vist; men jeg synes ikke videre om de barske Bryn.“ Siden, da Thorvald efter Bryllupsgildet fulgte Sighvat paa Vejen, talede de, heder det, mangt og meget om deres Venskab, og Sighvat bad ham ved Afskeden paa det højtideligste, med ham at sørge for at deres Børn, der vare saa nøje beslægtede med hinanden, stedse vedligeholdt deres indbyrdes Venskab. Men det Svar, han fik af Thorvald, var ikke opmuntrende, thi denne saa ned for sig med en mørk Mine, og sagde kun disse Ord: „det har ingen Nød, saalænge vi to begge ere i Live[2]“. Disse Udsagn tyde aabenbart paa en gjensidig Følelse af at man ej ret passede for hinanden. Hvad Thorvald særskilt angaar, da var han nu træt af det urolige Høvdingeliv; han havde oplevet sin ældste Søn Bjørns Drab, og hans yngste og kjæreste Søn Gissur var voxet op til en haabefuld Yngling[3], hvilken han med Tryghed kunde overlade sin verdslige Magt og sit Gods; selv tænkte han derfor paa intet mindre end
- ↑ Kolskeggs Død henføres i Analerne til 1223.
- ↑ Sturlungasaga IV. 36. Thorvalds Syster Thurid var, som det tidligere er viist, Moder til Sighvats Hustru, Halldora Kolbeinsdatter, og Thorvalds Hustru Thora Gudmundsdatter, var Syskendebarn til Solveig.
- ↑ Han havde ogsaa endeel andre Sønner af første Egteskab med Som, der alle synes at være døde i deres Barndom, undtagen Snit, der blev Prest,
