Det var derfor kun faa Uger efter at Sturla havde hjemført sin unge Hustru til Saudafell, at han havde en Sammenkomst med Thorvald Vatussjording, ved hvilken de indgik ubrødeligt Venskab, saaledes at de gjensidigt skulde understøtte hinanden mod hvilken som helst Modstander. Til ydermere Bevis paa dette Forbund befuldmægtigede de endog een og samme Mand til at repræsentere dem begge og bestyre begges Godord paa det strax efter indtræffende Althing, hvor de selv ikke agtede at indfinde sig (1223)[1].
Venskabet blev imidlertid ikke af lang Varighed. Den listige Thorvald, der alt for vel indsaa, at Snorre Sturlassøn ej længer kunde undlade at tage sig af sine Systersønner, havde kun indsmigret sig hos den unge, uerfarne Sturla, for at nyde Godt af hans Bistand til at afværge det Uvejr, der nu truede ham fra den mægtige Snorre. Han maa vistnok have skjønnet, at det ej kunde vare længe førend der udbrød aabenbart Fiendskab mellem Snorre og Sturla, og da vilde det være ham langt nyttigere at have Snorres end Sturlas Venskab. Overeensstemmende med denne Politik handlede han da, og brugte Sturla kun som et Redskab for sine egne Interesser. Paa hiint nys omtalte Thing, hvor hverken han eller Sturla indfandt sig, lod Snorre sin attenaarige Søn Urøkja[2] indlede Søgsmaal mod Thorvald for Herferd, og Dommen faldt, at Thorvald skulde være fredløs Skogarmand, og have forbrudt saavel Gods som Godord. Man kunde ej vente at Thorvald godvillig vilde finde sig heri. Dommens Udførelse vilde saaledes fremkalde farlige og blodige Fejder, som det maatte være ønskeligt at forebygge. I denne Anledning havde derfor Sighvat, Sturla og Thorvald en Sammenkomst paa Saudafell, hvor Sturla bad sin Fader see til at faa mæglet et Forlig mellem Thorvald og Snorre. Sighvat var selv kortsynet nok til at indlade sig herpaa, og Snorre, der maaskee allerede hemmelig havde aftalt sit Spil med Thorvald, lyttede venligt til hans Forslag, modtog siden endog Sturla og Thorvald selv paa det venskabeligste, og sluttede et Forlig, hvorved den haarde Dom aldeles ophævedes, og Thorvald ej alene beholdt sit Gods, men og sit Godord, imod at Snorre nød den Ære, selv at bestemme de øvrige Vilkaar, der altsaa maa have været temmelig lette: en Eftergivenhed fra Snorres Side, der vanskeligt kan forklares, naar man ikke antager, at der allerede, som nys antydet, var en hemmelig Forstaaelse mellem ham og Thorvald. Da Sighvat og Thorvald skiltes ad paa Tilbagerejsen fra Stavaholt, lovede vel denne endnu at være hans Ven, ligesom Sturlas, men da Sighvat tog
