han eller nogen af Besætningen blev reddet. Da Efterretningen herom kom til Island (1217), blev hans Fader Sæmund Jonssøn frygtelig opbragt paa Bergensmændene, hvis Spottegloser han tilskrev Sønnens utidige Rejse og paafølgende Død. Og da der just laa nogle bergenske Handelsfartøjer ude ved Ørebakke, drog han derhen med 600 Mand, og fordrede at Kjøbmændene, der vare ombord paa dem, skulde give ham en Bod, saa stor som han selv bestemte. Forgjæves søgte hans veltænkende Broder Orm og mange andre at tale ham til Rette, og bringe ham til at afstaa fra denne urimelige og uretfærdige Fordring. Det hjalp ikke; Kjøbmændene maatte udrede den uhyre Bod af 360 Hundreder (7200 Ører eller 900 Merker Sølv)[1]. I denne Bod maatte ligeledes tvende Kjøbmænd deeltage, der netop paa samme Tid ankom til Vestmannaøerne med en stor Knarr, og til Hevn dræbte de Vaaren efter paa en lumsk .Maade Orm Jonssøn og hans Søn, uagtet han ej alene, som nys omtalt, havde søgt at formilde Sæmund, men ogsaa om Vintren havde haft een af dem hos sig som Gjest (1218). De bragte selv Efterretningen om deres Udaad til Norge. Nu var der omtrent lige stor Brøde paa begge Sider, men desto større var ogsaa den gjensidige Forbitrelse. I Norge klagede man over Sæmunds Voldsfærd mod Kjøbmændene: paa Island fordrede man Hevn for den uskyldige, højt agtede Orms Drab[2]. Aaret i Forvejen havde, som vi vide, Haakon Haakonssøn faaet Kongenavn, og Skule Jarl overtaget Regjeringen som hans Formynder. Skule tog strax med største Heftighed sine Landsmænds Parti, og tænkte, som det allerede tidligere er berørt, i sin første Iver paa intet mindre end at gjøre et Krigstog til Island. Sandsynligviis har den ærgjerrige, herskesyge Fyrste allerede da med Glæde dvælet ved Tanken om at lægge Island under Norges Krone, et Verk, hvorved ogsaa hans egen Anseelse vilde vinde overordentligt, og som vilde tynge betydeligt i Vegtskaalen, naar han atter gjorde Fordring paa Tronen for sig selv. Det er heller ikke usandsynligt, at han kan have været opmuntret til et saadant Foretagende af den hensynsløse Biskop Gudmund, for hvem Fædrelandets Selvstændighed neppe havde noget at betyde imod den Tilfredsstillelse at see Høvdingerne ydmygede. Jarlen blev endnu mere opsat derpaa, da man om Vaaren 1220 fik Efterretning om at Thorvald Gissurssøns Søn Bjørn, der var gift med Hallveig, Orm Jonssøns Datter, til Hevn for Svigerfaderen havde
- ↑ Denne Sum svarer omtrent.til en Værdi af 80000 Spdlr. i vore Dage; en Pengebod saa uhyre, at man skulde fristes til at formode en Fejl i Angivelsen, hvis Summen ikke fandtes anført baade i Sturlungasaga og Kong Haakon Haakonssøns Saga. Selv om man regner efter Trealens-Øre, (hvorved Summen reduceres til det Halve) bliver den dog overvættes stor.
- ↑ Sturlungasaga IV. 22. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 55.
