opfostret en Slange ved sin Barm. Men de havde dog Ret. Thorvald var alt for egennyttig og herskesyg, til at ikke ogsaa Navns Anseelse og Indflydelse blev ham en Torn i Øjnene. Derved blev Forholdet mere og mere koldt imellem dem, tjenstvillige Aander hjalp til, og det gik omsider over til aabenbart Fiendskab fra Thorvalds Side.
Saaledes stode Sagerne paa Island, og Magten var paa det nærmeste fordeelt mellem de her nævnte Høvdinger, da Biskop Brand døde den 6te August 120l. Valget af hans Eftermand skulde med Rette tilkomme det hele Biskopsdømme, det vil sige Nordlændingefjerdingens samtlige Indbyggere; men da Magten her næsten ganske var samlet paa Kolbein Tumessøns Hænder, blev det ogsaa ham, der ene raadede for Valget, hvilket han paa et dertil berammet Møde, der holdtes den 1ste September, ledede hen paa sin Huuskapellan, Gudmund, kaldet den gode, Søn af hiin Are Thorgeirssøn, der faldt i Træfningen ved Rydjøkel 1166[1]. Vel var ogsaa Gissur Hallssøn tilstede, og søgte at faa sin Søn Magnus valgt, til hvis Anbefaling det tjente, at han var mere skikket til at bestyre Biskopsstolens Gods, end den ødsle, hensynsløse Gudmund; men Fleerheden af de Tilstedeværende erklærede, at de ikke vilde have nogen Biskop fra en anden Fjerding, og Gudmund blev da eenstemmig udkaaret[2]. Gudmund, der ved sin Faders Død kun var sex Aar gammel, havde været opfostret af sin Farbroder, den brave, lærde og anseede Ingemund Prest, hvilken vi i det foregaaende lejlighedsviis have omtalt[3]. I sit 25de Aar blev Gudmund indviet til Prest af Biskop Brand, og Ingemund, som da forlod Landet paa længere Tid, „forærede ham ved Afskeden alle sine bedste og lærdeste Bøger tilligemed sin Messedragt[4]. Ingemund og han saa hinanden ikke mere, da hiin efter et længere Ophold i Norge paa Tilbagerejsen til Island blev fordreven til Grønlands Østkyst, hvor han omkom, og hvor man 14 Aar senere (1202) fandt hans og hans Staldbroders Lig endnu uforraadnede. Gudmund, der før sin Indvielse til Prest havde viist sig temmelig verdsligsindet, ja endog anstillet Søgsmaal og bivaanet Hestething, blev efter Indvielsen, og fornemmelig efter sin Ven, Thorgeirs, Biskop Brands Søns, Død[5], „en saa ivrig Tro-
- ↑ Se ovenfor S. 17–19.
- ↑ Sturlungasaga III. (b.) 13.
- ↑ Se ovenfor S. 205, 210.
- ↑ Foræringen af Bøgerne var især et Tegn paa det Venskab, Ingemund nærede for ham, thi tidligere, da han paa en forulykket Sørejse med Gudmund havde lidt Skibbrud, og en Kiste, hvori han havde sine Bøger, var skyllet bort af Bølgerne, var han meget-ilde tilmode, „thi der var hans Hu, hvor Bøgerne vare.“ (Sturlunga-Saga III. 2.). Siden fandt han dog Kisten igjen.
- ↑ Der berettes ellers, at det første Stød til alvorligere Retning fik han paa
