delig Agtelse og Kjærlighed, og han stod i nøje Forbindelse med de fornemste Slægter; navnlig var hans Syster gift med Hall, en Søn af Gissur Hallssøn. Nogen Tid efter at Ravn tiltraadte sin Fædrenegaard var Snorre Thordssøn i Vatnsfjord, der havde overlevet sin Broder Paal[1], død, (1193) efterladende sit Jordegods, sit Høvdingdømme og hele sin Indflydelse til sine Sønner, af hvilken Thord og Thorvald vare voxne, den tredie, Baard, endnu et Barn[2]. Thord var en brav, og veltænkende og almindelig afholdt Mand, Thorvald derimod egennyttig og rænkefuld. Han kom snart i Uvenskab med sin Broder om Arven, og begav sig misfornøjet fra ham, først til en Klippeø iIsafjorden, siden, da han intet mere havde at ernære sig med, til Ravn Sveinbjørnssøn paa Eyre, og bad ham om Bistand. Den velvillige Ravn modtog ham, som han plejede at modtage alle, med aabne Arme, og beholdt ham hos sig i flere Aar, idet han i eet og alt behandlede ham som sin Søn, indtil Thord, som imidlertid havde forestaaet Høvdingskabet efter Faderen, pludselig var død af en Sygdom, han ved Uforsigtighed havde paadraget sin. Da traadte Thorvald i hans Sted som Høvding og Godordsmand, men gjorde dog dog først en Udenlandsrejse, under hvilken han overdrog Ravn Bestyrelsen af sit Gods og alle sine Høvdings-Forretninger. Efter sin Hjemkomst egtede han en Datter af Einar Thorgilssøn, og satte Bo i Vatnsfjord, hvor han fra nu af var at betragte som den mægtigste Høvding paa den Kant af Landet, og med en Iver, der svarede til hans Anseelse og Ærgjerrighed, kastede sig ind i de politiske Storme, der rystede Øen. Mellem ham og Ravn Sveinbjørnssøn herskede en Tidlang den bedste Forstaaelse; de understøttede hinanden gjensidigt, og man skulde have formodet, at efter de store Tjenester, Ravn havde viist Thorvald, maatte denne have følt sig ham ubrødeligt forbunden. Ravn var ogsaa selv saa sikker derpaa, at han ikke, engang vilde høre paa dem, der advarede ham for Thorvald, og meente, at han i ham havde
- ↑ Paal druknede ved et Ulykkestilfælde paa Isafjorden. Sturlunga Saga II. 34.
- ↑ Snorre døde 1ste Oktober 1193, Sturl. 3. s, 183, Ravn Sveinb. Saga. Hans ældste, haabefulde Søn Havlide, opkaldt efter hans Morfader Havlide Maarssøn, var druknet paa en Udenlandsreise før hans Død; om de andre Sønner spaaede Snorre selv intet godt.
at med Guds Hjelp vilde han paa deres Ord forsøge det. För ham, heder det i Sagaen, með höndum um hann ok kendi steinsins i kviðinum, ok fœrði hann fram i getnaðarliðinn, svá sem hann máttL ok batt síðan firir ofan med hárþræði svá at eigi skyldi uppþoka steininn; ok öðrum þræði batt hann firir framan steininn, ok þá bað hann at allir skyldi syngja 5 pater noster þeir er inni váru, áðr hann veitti atgerðina, ok síðan skar hann um endilangt með knifi ok tók íbrott tvá steina, síðan batt hann viðsmjör við sárit ok grœddi hann svá at hann varð alheill.
