valdssøn (død c. 1160) og hans Sønner Paal og Snorre, saavel som deres Voldsfærd til Helgafell, hvor de røvede Presten Olaf Salvessøns Hustru, ere omtalte[1]. Eyre-Ætten nedstammede, Mand efter Mand, fra Landnamsmanden Geirthjof Valthjofssøn; et Medlem af denne Æt, Atle Høskuldssøn, havde været med i Slaget paa Lyrskogshede, og var en af dem, som Kong Magnus udvalgte til at forrette Lægetjeneste[2]. Atle blev siden en dygtig Læge, og Lægekunsten holdt sig endog i Ætten, idet baade hans Søn Baard og Sønnesøn Sveinbjørn vare gode Læger. End større Fuldkommenhed i denne Kunst naaede Sveinbjørns Søn, den allerede forhen[3] lejlighedsviis omtalte Ravn, hvis Levetid falder i det Tidsrum, vi her have for os, og som ej alene ved sine sjeldne Indsigter, men ogsaa, og maaske aller mest, ved sin ædle og rene Vandel, sin Uegennyttighed, sit vennehulde og hjelpsomme Sind, og sit til Medmenneskers Trøst og Bistand helligede Liv indtager en høj Plads i sit Fædrelands Historie, og danner en merkelig Undtagelse fra og Modsætning til de fleste andre af hans Jevnbyrdige og Samtidige, hos hvem Egennytte, Voldsomhed og slette Sæder hørte til Dagens Orden. Sveinbjørn synes at have givet begge sine Sønner, Markus og Ravn, en lærd Opdragelse, thi Markus, den ældste, blev indviet til Prest, Ravn til en af de ringere kirkelige Grader; og denne Oplærelse har Rafn vistnok benyttet til at udvide sine Kundskaber i forskjellige Retninger, da der fortælles om ham, at han var vellærd, lovkyndig, og vel forfaren i al anden Videnskab. Dertil var han en ypperlig Skald, og, som det heder, en „Valund i Kunstfærdighed“ til at arbejde i Træ og Jærn. Allerede som ung rejste han udenlands, og blev meget hædret og anseet af Fyrster og Høvdinger, hvor han kom, navnlig blev Biskop Bjarne paa Orknøerne hans særdeles Ven. Siden gjorde han endnu en Udenlandsrejse, først til Norge, siden til England for at bringe en Løftesgave til Thomas Beckets Helligdom i Canterbury[4], og fremdeles saavel til St. Jago de Compostella i Spanien, som til Rom[5].
- ↑ Se ovenfor II. S. 957, og nærv. B. S. 792.
- ↑ Se ovenfor II. S. 31.
- ↑ Se ovenfor S. 442, 456.
- ↑ Han skulde overbringe Tænderne af en Hvalros, hvis Krop man ej havde kunnet faa bragt op fra Dybet, førend Ravn havde gjort et Løfte til St. Thomas om at skjenke ham, hvad Hvalen holdt sig fast med.
- ↑ Paa Vejen besøgte han og St. Ægidius’s Helligdom i den af vore Forfædre saakaldte Iljansborg, d. e. „Burgus Sancti Ægidii“, Bourg St. Gilles, ved Rhonemundingen; flere Pilegrime fra Norden plejede ofte at rejse der igjennem; de sagdes at tage „Iliansveg“. (Se Werlauffs Symbolæ &c. S. 19, 31, 54.)
