egen Fordeel. Deres store Besiddelser paa Skotlands Fastland knyttede dem dog nærmest til dette Lands Interesser, og det var fornemmelig gjennem dem, at Vejen banedes for skotsk Indflydelse paa de øvrige Øer.
Som Haakons Tilhænger og den, der anerkjendte hans Lenshøjhed, kunde Olaf ikke undlade at melde Kongen denne vigtige Begivenhed, og anholde om hans Samtykke dertil. Vi erfare ogsaa af Kongesagaen, at i dette selvsamme Aar (1224), just som Haakon havde forladt Viken efter det første Forlig med Vermelændingerne, indfandt der sig hos ham i Bergen, samtidigt med Jon Jarl, mange Syderøinger, og blandt dem de tvende Høvdinger, Gillechrist Muirchertachs Søn og Ottar Snækollssøn, med mange Breve, som det heder, om deres Landes Anliggender[1]. Da Ottar var en af Olafs og Paal Baalkessøns Tilhængere, kan der neppe være nogen Tvivl om at han og Gillechrist have været afsendte af Olaf i det oven angivne Erende, og at de vel endog paa hans Vegne have svoret Haakon Troskabs-Ed. For Haakon maatte denne Forandring være særdeles velkommen, og han har vistnok øjeblikkelig tilsagt Olaf sin Beskyttelse.
Ragnvald fandt sig ikke fænge i det Tab, Olaf havde tilføjet ham. Han havde derhos sin Søns Mishandling at hevne. Han søgte og fik Hjelp hos den mægtige og krigerske Jarl Alan af Galloway, Konnetabel af Skotland, der paa denne Tid havde mest at sige blandt alle Skotlands Magnater; han var gift med Kongens Syskendebarn, Margrete af Huntingdon, .og havde foruden sit Ættegods i Skotland ogsaa betydelige Forleninger paa Irland, hvilke Kong Johan havde givet ham[2]. Hans Broder, Thomas, var ved Giftermaal bleven Jarl i Atholl. Ragnvald famlede en Hær paa Man, og drog i Følge med Alen, der vist ogsaa medbragte en betydelig Skare, til Øerne, for at tilbageerobre dem. Men da det kom til Stykket, vilde Manværingerne ikke stride med Olaf og Sudrøingerne[3], „fordi de holdt af dem“ – saaledes havde nu Bladet vendt sig siden Ragnvalds Tronbestigelse – og Ragnvald saavel som Alan maatte vende tilbage hver til sit med uforrettet Sag. Siden forlangte Ragnvald hundrede Merker Sølv af fine Undersaatter som Reisepenge for at begive sig til den engelske Konges Hof. Han fik dem, men i dets Sted begav han sig
- ↑ Sammesteds Cap. 101; jvfr. ovenf. S. 674.
- ↑ Fordun, VIII. 73, 77. IX. 27, 48. Han var, siger Sagaen, den største Krigsmand paa denne Tid, havde en stor Hær og mange Skibe, herjede paa Syderøerne i Irland, og krigede meget paa Vesterlandene. – Haakon Haakonss. Saga Cap. 163.
- ↑ Se ovenfor S. 441, hvor det berettes, at Manværingerne netop langt heller ønskede den voxne Ragnvald til Konge, end den halvvoxne Olaf. Men de havde nu lært Ragnvald til Gavns at kjende.
