Valdemar betragtede ganske vist endnu Sverres Ætlinger som aldeles uberettigede til Tronen, eller som Usurpatorer, hvilke han neppe engang tilstod Kongenavn, og som han forlængst vilde have forjaget, hvis ikke Omstændighederne havde hindret ham fra at blande sig umiddelbart i Norges Anliggender, flere end den ene Gang da han var oppe i Norge og indsatte Erling Steinvegg. Allerede derved maatte Haakon Haakonssøn, simpelt hen efter den sædvanlige Tingenes Gang, at man er sine Fienders Fiendes Ven, føle sig hendragen til Kejser Frederik, og betragte ham som den: paa hvis Bistand han i en muligt forestaaende Krig mod Danmark kunde regne Men tillige maatte han føle, at de lige overfor Pavestolen havde Interesser tilfælles. Norge, eller rettere Sverres –Æt, repræsenterede i Norden de ghibellinske, Danmark de welfiske Tendenser[1]. Hvor tidligt Frederik og Haakon traadte i umiddelbar Forbindelse med hinanden ved Gesandtskaber og Udvexling af Gaver, siges ikke; vi erfare kun saa meget, at Kejseren allerede omkring 1229–1230 kaldes Haakons Ven[2] hvilket forudsætter at en saadan Forbindelse allerede var opstaaet, og at det var Kejseren, der gjorde det første Skridt til at bringe denne Forbindelse i Stand, idet han – Tiden angives ikke anderledes, end at det var „længe før“ 1237 – sendte et Gesandtskab, i hvis Spidse der stod en Herre ved Navn Vilhelm, til Kongen og Jarlen med mange Foræringer, hvorimod disse til Gjengjeld sendte ham mange andre Gaver, af det Slags, „som der syd paa vare vanskelige at erholde“, og derfor betragtedes som Kostbarheder. Fra den Tid af, siges der, begyndte Sendeferder mellem Kongen og Kejseren, og den første Gesandt, Kongen sendte, var Stallaren Gudleik af Ask, der traf Kejseren paa Sicilien, og blev venskabeligt modtagen af ham. Denne første Tilnærmelse fandt maaskee allerede Sted i Aaret 1224, da Kejser Frederik opholdt sig paa Sicilien for at undertvinge de oprørske, der boende Saracenere, og da han udtrykkeligt opfordrede Pave Honorius til at sende Gesandter saavel til Frankrig og England, som til de øvrige europæiske Fyrster, for at virke til Korstogets Fremme[3]. Man seer ellers -heraf, at Norge allerede i de første Aar efter Kong Haakons Optræden 1som myndig, og endnu førend den farlige Ribbungefejde var endt, havde begyndt at tildrage sig Udlandets Opmerksomhed.
Norges Forhold til England synes paa denne Tid i det hele taget at have været venskabeligt, da begge Lande gjensidigt tiltrængte hverandre. Allerede i 1217, da Kong Haakon havde besteget Tronen, tilskrev Kongen eller vel rettere Jarlen, som hans Formynder, den ligeledes
