geste Monarch paa den Tid, Kejser Frederik den 2den i Tydskland. Deres Stilling med Hensyn til Europas daværende politiske System maatte allerede i og for sig danne mange Berøringspunkter mellem dem. Skjønt i sin Barndom understøttet og saagodtsom opdragen af Pave Innocentius den 3die, kunde Frederik dog, som Hohenstaufer, da han kom til Skjels Aar, ikke fornegte sin Æts traditionnelle Principer, eller indtage en anden Stilling end den, hvori hans politiske Interesser satte ham: senere eller tidligere maatte han komme paa en spendt Fod med Pavestolen, der umuligt kunde taale, at han befæstede sin Magt saaledes i Italien, som han med særdeles Klogskab og Kraft lagde an paa; som hohenstaufisk Kejser, med dynastiske Planer, sigtende til at danne et eneste samlet Monarchi af alle de ham undergivne Lande, var og blev han Ghibellinernes Hoved og det pavelige Herredømmes Modstander; forud for sin Tid i Dannelse og aandelig Udvikling, mere liberal og tolerant end de fleste af hans Samtid, betragtedes han som en Fritænker, ja tildeels endog som en Gudsfornegter, eller omtrent som Kong Sverre betragtedes af Gejstligheden for tredive Aar tilbage. I Tydskland havde han som Hohenstaufer arvet sin Æts Familiefiendskab med det welfiske Huus. Fejder med dette havde foruroliget hans tidligste Umyndigheds-Aar, og af disse tvende stridende Hoved– Interesser, de welfiske og de hohenstaufiske, bestemtes alle de vigtigste politiske Bevægelser i det tydske Rige. De danske Konger afValdemarernes Huus havde for det meste sluttet sig til de welfiske og de pavelige Interesser. Lige saa vist som de hohenstaufiske Kejsere, med deres vidt svævende Herskerplaner, ogsaa strakte deres Hænder tid efter Danmark og søgte at gjøre det til et Lyd- eller Lensrige rinder Tydskland, lige saa vist maatte fælles Fare og fælles Fordeel bringe Danmarks Konger og Welferne, der desuden paa det nærmeste vare Naboer, til at slutte sig sammen mod hine, og søge Pavestolens mægtige Venskab. Det var kun Valdemar den 2den, som for en kort Tid, da den welfiske Kejser Ottos Magt var knækket, gjorde et Brud paa det gamle System og traadte over paa den hohenstaufiske Frederiks Side, hvorved han erhvervede Bekræftelse paa sit Herredømme over Nordalbingen m. m.; men dette, næsten unaturlige, Forhold varede ikke længe, og da Valdemar, løsladt fra sit Fangenskab, rustede sig til at hevne den lidte Fonærmelse og gjenvinde de tabte Lande, var Kejseren atter fiendtligt stemt mod Danmark og opfordrede alle tydske Fyrster til Kamp mod dette Land, medens Welferne derimod, som just paa denne Tid kom i Strid med Frederik om deres Besiddelser, og desuden bare nær beslægtede med det danske Kongehuus, stode paa Valdemars Side, og kæmpede for det danske Herredømme i Tydskland. Men paa samme Maade, som de hohenstaufiske Kejsere strakte deres Hænder efter Danmark, paa samme Maade strakte de danske Konger Hænderne efter Norge: Kong
