hengiven Bonde ved Navn Gunnar, fortalte ham at Ribbungerne laa paa den anden Side af Elven, men plejede hver Dag at ro over for at indhente Efterretninger. I Haab om, ved slig Lejlighed at kunne overrumple dem, lod Kongen sine Mænd skjule sig i Skoven ovenfor Gaarden. Men da Solen begyndte at skinne, fik Ribbungerne see Glimt af de hærklædte Krigere, merkede Uraad, og gave sig til af alle Kræfter at ro ud efter Elven langs Sydsiden, hvorfor ogsaa Birkebeinerne maatte skynde sig.tilbage alt hvad de kunde, for at Ribbungerne ikke skulde tage deres Fartøjer. Saaledes løb de ligesom om kap med hinanden paa hver sin Side af Elven. Ved at see Birkebeinerne komme frem af Skoven antoge Ribbungerne dem mandsterkere end de virkelig bare, Harald af Lauftun gik frem paa Elvebredden, raabte over til dem, og spurgte, hvo der anførte Sønnen. Harald Stangarfylja svarede: „bi skulde nok kjende hinanden, Frænde, da vi jo ere af eet Kuld og Sysselmænd paa Oplandene“. Hiin sagde: „det er sjelden at I have saa meget og saa vel udrustet Mandskab, men hvor er Kong Haakon?“ „Han er her“, var Svaret. Da Ribbungehøvdingerne nu udtrykte sin Forundring over at Kongen gad paatage sig saa stor Umag, som at forfølge dem heelt til Grændsebygderne, svarede Harald, at det nok ikke var for Moro Skyld, men af Nødvendighed, for at faa en saadan Ulykkesflok jaget ud af Landet. Imidlertid fortsattes Veddeløbet, idet man skød paa hinanden, hvor Elven var smal nok dertil. De, som Kongen havde sendt over paa den anden Side var nær komne i Stikken, thi de stødte paa en Flok Ribbunger, som de vel fuldstændigt nedsablede, men tabte derved saa megen Tid at Ribbungernes Hovedstyrke allerede var ganske i Nærheden. Dog lykkedes det dem, i yderste Tid, at komme over igjen til Kongen, der ikke mindre glædede sig derover end de[1]. Da Ribbungerne saa, at det ej vilde lykkes dem at faa Kongen afskaaren fra sine Skibe, vendte de atter østover. Kongen søgte, saa vidt muligt, at følge efter. Paa begge Sider halede man Skibene op ad den stride Strøm, forbi store Stene, der laa i Elben, og som truede at knuse ethvert Fartøj, hvis Touget brast. Det var et meget møjsommeligt Arbejde, og da man var kommen til det smaleste Sted af Elven, satte begge Parter sig til at hvile, ligesom efter fælles Overlæg. Kongen vilde nu lade sine Folk spise, da de formedelst den Iver, hvormed
- ↑ Hele Beretningen om denne Fart paa og ved Glommen er noget uklar i Sagaen, i Særdeleshed i Texthaandskriftet, hvor Læsemaaderne ere aabenbart fejlagtige. I Fremstillingen ovenfor ere, saa vidt muligt, de i Sagaen angivne Fakta ordnede saaledes som de lokale Forhold tilsige. Det maa erindres, at Vinger Kirke paa den Tid laa paa Prestegaardens Grund østenfor Elven.
