bede, skjønt Prestevielsen vilde have været en af de klækkeligste Grunde, der kunde opstilles mod hans Berettigelse til Tronen. Og hvad Saxo og de fremmede Forfatteres Udsagn angaar, saa kan man næsten med fuldkommen Bestemthed paavise deres Udspring fra Sverres afsagte Fiender i Landet selv. Efter hvad der nedenfor omtales, skulde man snarere tro, at han havde modtaget Diakon-Indvielsen, ligesom Sigurd Slembedjakn, men ej den prestelige, hvortil han ikke engang havde den kanoniske Alder, som paa hiin Tid var 30 Aar[1]. Forresten gjør det i sig selv ikke synderligt fra eller til, om han var indviet til Prest eller ej. Hovedsagen er, at han var bleven opdragen til den gejstlige Stand, og at hans Ærgjerrighed en Tidlang ikke havde højere Maal, end at kunne naa de højere gejstlige Værdigheder, men at han tillige ved denne Opdragelse, og de Kundskaber, han derved i fuldt Maal tilegnede sig, erhvervede sig et Indblik i Skyggesiderne ved den daværende Gejstligheds Liv, Stræben og Virken, som i hans Øjne betog den det meste af den Glorie, der ellers omstraalede den, og siden efter kom ham til Gode, da det gjaldt at bekjæmpe den Modstand, han fra Gejstlighedens Side maatte døje.
Sverres Liv i hans Ynglingsaar svarede heller ikke synderligt til hans gejstlige Opdragelse og Bestemmelse. Han var urolig og stridbar, og opførte sig i det Hele taget ej som det sømmer en Prest. Saaledes kom han i alvorlig Strid med Brynjulf, en Søn af Kalf Sendemand, der dengang var kongelig Sysselmand over Øerne. Sverre havde givet en Mand et Slag, og Brynjulf, der vilde hevne dette, kom med en heel Deel Folk for at angribe ham, saa at han maatte redde sig ved Flugten, og løbe ind i en Stue, hvor en Kone skjulte ham i en Ovn, satte en Helle for Aabningen og gjorde et Baal udenfor; hans Fiender, der kom ind i Stuen, ledte forgjæves efter ham[2]. Efter det færøiske Sagn skal han have fattet Kjærlighed til Biskoppens Datter, Astrid, og have havt flere Børn med hende, og dette forholder sig vist ogsaa ganske rigtigt, thi det er sikkert, at han endnu paa Færøerne i det mindste havde to, om ikke flere Sønner[3], og at der senere fremstod en foregiven Søn af ham, ved Navn Erling, der udtrykkeligt nævnte Astrid Roedatter som sin Moder. Efter al Sandsynlighed var han endog gift med Astrid, eftersom Gejstligheden, som det i det følgende vil sees, senere hen gjorde Ophævelser over at han havde taget sig en anden Hustru, medens hans første Hustru endnu var i Live, og hine Børn omtales aldrig anderledes, end som om de vare egtefødde. Den ældste af Sønnerne kaldte han endog Unas efter sin foregivne Fader, og forandrede først hans Navn til Sigurd efter Kong Sigurd
