Brev fra Jarlen og Chorsbrødrene til ham, lovede ham sit Venskab og tilbød sig selv at ledsage ham til Throndhjem, idet han gav ham Valget, om han imidlertid enten vilde begive sig til ham, eller oppebie ham i Kongsgaarden[1] saa længe. Erkebiskoppen synes ej at have modtaget Tilbudet, men paa egen Haand at have begivet sig til Throndhjem, hvilket han og temmelig trygt kunde gjøre, da vi strax ville erfare, hvorledes han nu efter at have opnaaet, hvad han ønskede, tog Masken af og viste sig ligesaa fiendtlig mod Kongen, som de øvrige Chorsbrødre, saa at han strax maatte komme paa en god Fod baade med dem og Jarlen. For Resten var Jarlen, hvis Afrejse fra Throndhjem maa henføres til de første Dage af Oktober. .ikke længer i Byen, da Erkebiskoppen kom. Jarlen havde mange og gode Tropper og en heel Deel Lendermænd i sit Følge, blandt dem Gregorius Jonssøn, Paal Vaagaskalm og Peter i Giske; ogsaa Nikolas, Paal Vaagaskalms Søn, der nys havde staaet i Kongens Tjeneste og været med paa Toget til Vermeland, nævnes nu som en af Høvdingerne i Jarlens Hær[2]. Denne havde ogsaa mange Skibstømmermænd med sig og havde ladet smede en Mængde Skibssøm, som bleve førte med paa Kløv, alt med stadigt Hensyn til den aftalte Plan, at lade Fartøjer hygge paa Mjøsen. Toget gik meget hurtigt, indtil man var kommen til den sydligste Deel af Gudbrandsdalen, det vil sige i Nærheden af Lillehammer. Herfra sendte Jarlen 180 Mand under Kolbein Ketturyg og Ivar Utvik i Forvejen til Hamar, hvor de kom ganske uventet ved Middagstid og meget nær havde faaet fat paa Sigurd Ribbung, som just var i Bad og med Nød og neppe undkom til sit Skib, medens flere af hans Folk faldt. Da Sigurd var kommen i behørig Afstand fra Land, raabte han til Birkebeinerne og spurgte, hvo der var Anfører for denne Krigshær, der nu var kommen nordenfra. Ivar Utvik sagde, at det var Skule Jarl. Sigurd lod sig nu ro videre til Helge-Øen, som hans Mænd holdt besat, men sendte strax efter Erling Rumstav til Jarlen for at underhandle med ham. Jarlen tog meget venlig imod Erling,
- ↑ Da den Kongsgaard, her nævnes, ej kan være Kongsgaarden i Oslo, og der paa denne Tid neppe var nogen Kongsgaard i Stavanger, bliver det følgelig alene Kongsgaarden i Bergen, hvorom her kan være Tale; altsaa var det Bergen, til hvilket Erkebiskoppen aller først kom. Dette var, forsaavidt han kom paa et engelsk Skib, ogsaa rimeligt af den Grund, at Bergen paa denne Tid synes at have varet den af alle norske Byer, der stod i livligst Forbindelse med England, og til hvilken de fleste Englandsfarere søgte.
- ↑ Man skulde, i den Forbindelse, hvori Sagaen paa dette Sted omtaler Nikolas Paalssøn, fristes til at antage ham for Lendermand, men det kan dog ei forholde sig saa, da han, som det nedenfor vil sees, i Aaret 1239 udtrykkelig kaldes den yngste af alle Lendermænd (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 209).
