Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/708

690

Haakon Haakonssøn.

115. Ribbungerne omgaa Kongen, trænge frem til Vestfold og angribe Tunsberg.

Arnbjørn Jonssøn skulde, som det ovenfor er nævnt, have mødt Kongen paa Eidskogen og forenet sin Styrke, der udgjorde 480 Mand, med hans. Sandsynligviis lagde han Vejen fra Valdensholmen paa Heggen over Thrykstad, Høland, Sidskogen og Krokfos. Men da han kom øster ud af Skoven, altsaa ved Morast, saa han Spor i modsat Retning efter hele Ribbungernes Hær, der saaledes ikke havde stødt sammen med Kongen. De synes med Flid at have søgt at undgaa dette Sammenstød og at have holdt sig afsides i Skovmarker for at passe paa, naar Kongen vel var kommen faa langt østover, at han ej let kunde forfølge dem, da at vende sig mod den vestlige Deel af Viken, der nu næsten maatte antages at være saa godt som forsvarsløs, siden de fleste Krigsfolk fulgte Kongen paa hans Tog. Planen var ikke ilde udtænkt, og det forekommer nu besynderligt, at Kongen ikke skulde have merket Uraad, førend han allerede var kommen saa langt ind i Vermeland, eller at han ikke endog fra først af havde sørget for, at Fienden ikke paa denne Maade skulde kunne omgaa ham. Men deels var det vel ogsaa hans Hensigt at straffe, Vermelændingerne og indjage dem Skræk, deels har han vel den længste Tid været saa sikker paa, at Ribbungerne vare foran ham, at han først altfor seent merkede, at han havde taget Fejl. Hvorledes man end forklarer det, synes der dog i dette Stokke at være lagt en forunderlig Mangel paa Omtanke for Dagen, hvilket vel for hans Vedkommende kan undskyldes med hans Ungdom, men som derfor hviler des tungere paa de ældre og mere erfarne Mænd, der vare med ham. Thi unegteligt er det, at Hensigten med denne usædvanlig store og vistnok heel kostbare Udrustning derved for en stor Deel forfejledes, og at Toget i det hele taget maatte ansees mislykket. Vi ville see, at man ikke engang dermed opnaaede saa meget, at Vermelændingerne for Eftertiden afholdt sig fra at staa Ribbungerne bi. Men man maa rigtignok ogsaa tilstaa, at Norges eller overhoved den nordiske Halvøs særegne orographisk Beskaffenhed gjør det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at lægge ordentlige Planer til at hindre den ene lette Hær af kjendte Folk fra at omgaa den anden, naar og hvor det skal være. De uhyre Fjeldsletter og Skovmarker, hvis Fladeindhold er saa uforholdsmæssigt stort i Forhold til Dalstrøgene, aabne næsten overalt, undtagen i de dybeste og af de stejleste Fjelde omgivne Dale, Udveje til at undslippe eller omgaa en forfølgende Fiende; og, engang sluppen op paa Fjeldsletten, har man en saa viid Mark for sig, og Adgang til at komme ned paa saa mange forskjellige Steder, at al strategisk Beregning fra Fiendens Side her maa ophøre, og man maa alene lade det komme an paa et Tref, om man er heldig nok til at bevæge sig netop i en Retning, hvor man