Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/696

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
678
Haakon Haakonssøn.

Slafse vare Sysselmænd, men her kom de til kort, da Heinerne viiste den største Raskhed; de skare Hærør op, opnævnte 120 Mand af hver Treding til at holde Vagt Nat og Dag, og vedtoge indbyrdes over hele Hedemarken, at den, som ikke strax var rede, naar Nødvendigheden krævede det, til at værge Liv og Gods mod Ribbungerne, skulde holdes for en Landsforræder mod Kongen. Ribbungerne fik ej alene ingen Fremgang der, men Hedemarkingerne gjorde selv et Tog imod dem, deels lige til Vermeland, deels ud paa Raumarike, og tilføjede dem megen Skade. Saaledes stode Sagerne: Ribbungerne synes, med Vermeland og Marker som Tilholdssted eller Udgangspunkter, at have viist sig og herjet deels paa Raumarike – med Undtagelse af de Bygder, hvor de havde gode Venner – deels i Viken, endog dens sydligere Deel, da Kong Haakon seent om Høsten selv rejste til Viken. Det var hans Hensigt, denne Gang kun at gjøre en Skynderejse derhen og derpaa vende tilbage igjen til Bergen endnu inden Juul, da hans Bryllup, som ovenfor omtalt, var bestemt til den Vinter; han gav ogsaa for sin Afrejse alle de nødvendige Befalinger med Hensyn til Julegjestebudet og det derpaa følgende Bryllupsgilde. Efter at have døjet endeel af Storm, især under Sejladsen fra Rott forbi Jæderen og Lister til Seløerne[1], lagde Kongen en Morgen ind i Hornboresund, hvor han af nogle østenfra ankomne Fragtemænd allerførst fik Ribbungernes Indfald paa Raumarike og Olaf Mooks Drab at vide; han tog sig meget nær deraf, da Olaf var en retskaffen Mand og derhos noget beslægtet med ham[2]. Siden sejlede han til Tunsberg, hvor Arnbjørn Jonssøn. Simon Kyr og de øvrige Lendermænd og Sysselmænd fra Viken indfandt sig hos ham. Men da han sagde dem, at han saa snart agtede sig tilbage til Bergen igjen, erklærede de at herpaa var ikke at tænke under den Ufred, som nu herskede, og truede med, at hvis han rejste, vilde de ogsaa strax begive sig bort. Han maatte da beslutte sig til at forblive der indtil Videre, men sendte Dagfinn Bonde og Haakon Kaaviis nordefter – sandsynligviis baade til Nidaros og Bergen, – for at melde, at han ej kunde komme til bestemt Tid og forklare Aarsagerne dertil[3].

  1. Kongen selv, siges der, havde ved denne Lejlighed Skibet „Sættaspillen“ eller Forligsbryderen, see ovenfor S. 551. Uagtet Stormen var saa sterk, kom han dog velbeholden ind til Seløer Havn og roede siden paa en Baad ud imod de øvrige Skibe, der kom bagefter, for selv at lodse dem i Havn. Det første af disse var Haakon Kaaviis’s Skib, der havde mistet de fleste af Skjoldene ved Fremstavnen og var blevet meget lekt.
  2. Olafs Slægtskab med Kongehuset bestod deri, at hans Farmoder var en Datter af Kong Harald Gille, hendes Navn angives ej, men sandsynligviis var hun en Datter af Thora, Graabardes Datter. Hendes Mand, Olafs Farfader, heed Olaf uarge, og var Lendermand paa Raumarike.
  3. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 104–106.