blev Konge, og da Knuts Fordring paa Tronen var bleven afviist paa Rigsmødet i Bergen. Fra dette Øjeblik, da saaledes al Udsigt for Knut var afskaaren til at erhverve Norges Krone ad fredelig Vej, have sandsynligviis Christine og hendes Mand besluttet sig til at benytte sig af den første nogenledes antagelige Lejlighed, der tilbød sig til at lade Knut prøve Vaabenlykken. I det mindste give de senere paafølgende Begivenheder god Grund til at antage det. Og heraf følger igjen, at Folkungerne, eller Formynderregjeringen i det hele taget var ugunstig stemt mod Kong Haakon, skjønt Æskil selv, som vi ville see, var klog nok til at bolde gode Miner indtil det belejlige Øjeblik kom. Denne ugunstige Stemning aabenbarede sig noksom i det Tilhold og den Hjelp, Sigurd Ribbung under de sidste Fejder af og til, ogsaa under den forrige Konge, havde nydt i Vermelands Grændsebygder, og som der ikke fra Regjeringens Side var gjort noget Skridt til at hindre. Men Haakon var ikke den, som taalmodig fandt sig heri. Endnu medens han opholdt sig i Oslo, sendte han, fortælles der, Brev øster og fordrede at tyve eller flere af de mægtigste Vermelændinger skulde indfinde sig hos ham, for paa sine egne og sine øvrige Landsmænds Vegne at give ham Fyldestgjørelse for den Skade, han havde lidt. Da han for at give denne Indkaldelse Vegt nødvendigviis maa have truet Vermelændingerne med Krig, hvis de ej adløde, men en saadan Henvendelse til et enkelt Landskabs Indbyggere uden foregaaende eller samtidig Henvendelse til Kongen selv vilde have været noget besynderlig, maa man formode, at Haakon ved samme Lejlighed har tilskrevet Kong Erik eller rettere Formynderne, især da der senere virkelig hentydes til en saadan Skrivelse[1]. Men, hvad enten han skrev til Kongen eller ej, saa er det vist nok, at han intet hørte fra ham; Vermelændingerne derimod bleve bange, og de Indkaldte fremmødte virkelig for ham i Tunsberg, hvor der og kom en heel Mængde norske Bønder af dem, der især havde lidt ved Ribbungernes Plyndringer, og klagede over dem. Vermelændingerne underkastede sig ganske Kongens Afgjørelse og paalagde dem at udrede en svær Pengebod, som han dog siden naadig eftergav dem, men lod dem aflægge Ed paa, at de for Eftertiden vilde være hans oprigtige Venner, og ikke forunde hans Fiender noget Tilhold i sit Land. Over dette Forlig blev der forfattet skriftlige Dokumenter, som Kongen ved dertil beskikkede Mænd sendte til Vermeland og lod oplæse paa alle Thing i hele Landskabet[2]. Det var i sig selv
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/691
Denne siden er korrekturlest
673
1224. Kong Haakon aftvinger Vermelænderne Forlig.
