Uagtet kun saa kort Tid var hengaaet efter at Haakons Berettigelse til Tronen var bleven formelig anerkjendt, og han selv havde faaet frie Hænder til at føre Regjeringen, viste han dog allerede nu, at det var hans alvorlige Agt at overholde Rigets Værdighed lige overfor fremmede Magter, og ikke at taale nogen Fornærmelse af disse eller deres Undersaatter. Af Danmark havde han paa denne Tid, da Kong Valdemar sad fangen, intet at frygte, men af Sverige derimod desmere, da de, som nu stode ved Roret her, vare ham intet mindre end gunstigt stemte. Kong Jon Sverkessøn var død, endnu kun l Aar gammel, i Aaret 1222, og med ham uddøde Sverke Kolssøns Æt; den eneste, om hvilken der kunde være Tale som hans Efterfølger, var Kong Erik Knutssøns og Dronning Richizas, (Valdemar den 2den Systers) sexaarige Søn Erik, der ligeledes var eneste mandlige Ætling af Erik den helliges Æt, altsaa den eneste Kongebaarne i hele Sverige; derfor blev han ogsaa tagen til Konge, skjønt han ej alene var et Barn, men dertilmed halt, læsp og klejsende i Mælet. Men des bedre Udsigt havde Magnaterne i Riget til en lang Formynder-Regjering, under hvilken de kunde raade. Disse Magnater vare, foruden Biskopperne, især de mægtige Folkunger, der vare beslægtede med begge Kongehuse, og Under Eriks lange Regjeringstid ganske tilreve sig Magten. Blandt dem nævnes paa denne Tid Knut, Søn af Holmger hvilken allerede Kong Knut Erikssøn kaldte sin Frænde[1], Æskil Lagmand, Sune Folkessøn, gift med Elin, Kong Sverkes Datter, hvilken han skal have bortført fra Vreta Kloster[2], Philip Jonsbroder, sandsynligviis en Broder af Jon Jarl, Ulf Fase, Søn af Karl Jarl, og Byrge, yngre Broder af Æskil Lagmand. Disse sidste vare endnu unge, og toge ingen synderlig Deel i Begivenhederne, førend senere hen, hvor vi især ville see Byrge mægtig; de mest formaaende af dem paa denne Tid vare derimod Knut Holmgerssøn, der nævnes i Breve som Kongens Raadgiver, det vil vel her sige Formynder, og Æskil Lagmand, der vel ikke nævnes som Raadgiver, men hvis Indflydelse dog sees at have været meget stor, fornemmelig i Gautland, hvor man vel næsten maa betragte ham som et Slags Statholder. Hertil kom ogsaa hans Giftermaal med den i nærmeste Frændskabsforhold til Kon-
- ↑ Se ovenfor S. 436, jvfr. Brev af Kong Knut i Liljegrens Dipl. Sv. I. No. 113.
- ↑ At han var gift med hende, er sikkert nok, da det sees blandt andet af Brevet i Dipl. Svec I. No. 295 og 302; men Fortællingen om Bortførelsen grunder sig nok alene paa en gammel Kæmpevise, siden endog Messenius i sin Scandia II. 22. paaberaaber sig en saadan.
