Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/688

Denne siden er korrekturlest

670

Haakon Haakonssøn.

og Oplandene gjennemførte, Bestemmelse lovtagen^[1], hvorved det tillodes alle og enhver at skjenke Tiendedelen af arvet Land og Løsøre samt Fjerdedelen af selverhvervet Gods, helst til Kirker og gejstlige Stiftelser, men ogsaa til andre, Beslægtede eller Ubeslægtede, hvem man vilde, uden at Arvingerne kunde gjøre nogen Indsigelse derimod. Skjønt her ogsaa Frænder og Ubeslægtede nævnes, seer man dog, at Bestemmelsen egentlig sigtede til Kirkens Bedste, og derfor var den og ledsaget med Trusel af Pavens, Erkebiskoppens og alle Biskoppernes Ban for dem, der søgte at omstyrte den. Altsaa havde man her et nyt Beviis paa Haakons venlige Stemning mod Kirken. Merkeligt er det, at uagtet Bestemmelsen blev lovtagen paa Borgarthing, heder det dog at den skulde forbinde saavel Vikverjer som Oplændinger. Der maa altsaa paa dette Thing have været Nævningsmænd fra Oplandene tilstede, og dette synes igjen at vise, hvad ogsaa andre Omstændigheder bestyrke, at Borgarthinget, oprindelig kun Hyldningsthing, endnu ikke var blevet fast Lagthing, men at lejlighedsviis Eidsivathing ogsaa kunde holdes der, indtil det endelig blev sædvanligt, at Eidsivathing kun holdtes for Oplandene, Borgarthing for Viken.

↑ Se ovenfor, 2den Deel, S. 870. Kardinal Nikolas’s Bestemmelse er, som her viist, allerede optagen i den ældre Frostathingslov III. 17, men Vedtagelsen paa Borgarthing danner et Slags egen Retterbod, aftrykt i N. gl. L. I. S. 447, 448. Der staar her, at Bestemmelsen blev vedtagen paa Borgarthing „med Kong Haakons og Biskop Nikolas’s Raad“, hvilket vel neppe kan betegne andet, end at de begge vare tilstede. For Resten er der den Besynderlighed herved at alle Afskrifter datere Vedtagelsen 1214, med det udtrykkelige Tillæg: „det Aar (eller „den Sommer“), da Danekongen var hærtagen“. Hvad det angivne Aarstal angaar, er det tydeligt nok, at der overalt er skrevet et „X“ for lidet, og at man skal læse „1224“, da Haakon ej var Konge i 1214. Men her indtræder endnu den Mislighed, at Kong Valdemar, som bekjendt, ej blev fangen i 1224, men 1223, og i 1223 kan Akten dog ej være udstedt, da Kong Haakon, som vi have seet, i hele dette Aar ej kom til Viken, førend i December Maaned, og da ikke længer end til Tunsberg, ligesom der og paa den Tid af Aaret ej kunde være Tale om at holde Borgarthing. Der kan altsaa ikke være Tale om noget andet Aar end 1224. Hvis man nu kunde antage at Thinget holdtes i de første Dage af Mai, og ikke, som det siden var sædvanligt, i Juni, passede Udtrykket „det Aar o. s. v.“ for saa vidt som Aaret efter Valdemars Tilfangetagelse da ikke var ganske omme. Men holdtes det virkeligt om Sommeren, hvad Udtrykkene i flere Haandskrifter antyde, da maatte man vel fortolke Ordene „var hertekinn“ ikke med „blev fangen“, men „var fangen.“ Thi at en Fejltagelse om Tiden for en saa vigtig Begivenhed skulde kunne begaaes i Viken, synes umuligt. Ellers er denne Datering efter Valdemars Fangenskab højst merkelig, og tyder maaskee hen paa det nærmere Forhold, hvori Viken under Erling Steinvegg havde staaet til Valdemar.

[1] Se ovenfor, 2den Deel, S. 870. Kardinal Nikolas’s Bestemmelse er, som her viist, allerede optagen i den ældre Frostathingslov III. 17, men Vedtagelsen paa Borgarthing danner et Slags egen Retterbod, aftrykt i N. gl. L. I. S. 447, 448. Der staar her, at Bestemmelsen blev vedtagen paa Borgarthing „med Kong Haakons og Biskop Nikolas’s Raad“, hvilket vel neppe kan betegne andet, end at de begge vare tilstede. For Resten er der den Besynderlighed herved at alle Afskrifter datere Vedtagelsen 1214, med det udtrykkelige Tillæg: „det Aar (eller „den Sommer“), da Danekongen var hærtagen“. Hvad det angivne Aarstal angaar, er det tydeligt nok, at der overalt er skrevet et „X“ for lidet, og at man skal læse „1224“, da Haakon ej var Konge i 1214. Men her indtræder endnu den Mislighed, at Kong Valdemar, som bekjendt, ej blev fangen i 1224, men 1223, og i 1223 kan Akten dog ej være udstedt, da Kong Haakon, som vi have seet, i hele dette Aar ej kom til Viken, førend i December Maaned, og da ikke længer end til Tunsberg, ligesom der og paa den Tid af Aaret ej kunde være Tale om at holde Borgarthing. Der kan altsaa ikke være Tale om noget andet Aar end 1224. Hvis man nu kunde antage at Thinget holdtes i de første Dage af Mai, og ikke, som det siden var sædvanligt, i Juni, passede Udtrykket „det Aar o. s. v.“ for saa vidt som Aaret efter Valdemars Tilfangetagelse da ikke var ganske omme. Men holdtes det virkeligt om Sommeren, hvad Udtrykkene i flere Haandskrifter antyde, da maatte man vel fortolke Ordene „var hertekinn“ ikke med „blev fangen“, men „var fangen.“ Thi at en Fejltagelse om Tiden for en saa vigtig Begivenhed skulde kunne begaaes i Viken, synes umuligt. Ellers er denne Datering efter Valdemars Fangenskab højst merkelig, og tyder maaskee hen paa det nærmere Forhold, hvori Viken under Erling Steinvegg havde staaet til Valdemar.

[1]