han fordrede som sin Trediedeel, foruden Frostathingslagen, ogsaa de tre nordlige Fylker af Gulathingslagen, nemlig Søndmøre, Fjordene og Sogn. Men derved, indvendte man, vilde han faa Halvdelen af Landet kun paa ti Skibreder nær[1], og paa en saa overspændt Fordring kunde Kongen ikke gaa ind. Da foreslog Erkebiskoppen at lade Grændsen for Jarlens Deel blive den samme som mellem Nidaros og Bergens Biskopsdømme, eller med andre Ord, at Jarlen foruden Frostathingslagen ogsaa skulde faa Søndmøre. Hertil erklærede Kongen sig villig, og Jarlen samtykkede ligeledes deri, saa at omsider ogsaa denne vigtige Sag blev bragt paa det rene, og et Dokument derom affattet under Kongens, Erkebiskoppens, Jarlens og Lydbiskoppernes Segl. Det bestemtes her, at hvis Kongen hjemsøgtes af Ufred, skulde Jarlen være pligtig til at indfinde sig hos ham med sine Tropper, hvor som helst han bestemte, nord i Landet eller syd; dette viser altsaa, hvad der desuden faldt af sig selv, at Jarlen ikke fik hiint store Stykke af Riget til uafhængig Besiddelse, men kun til Len, skjønt han for øvrigt oppebar alle kongelige Indtægter deraf og sorte fuldstændig Regjering derover, uden at skylde Kongen nogen Skat eller Afgift.
Hermed slutter Sagaen sin mere end sædvanligt omstændelige Beretning om dette merkelige Rigsmøde[2]. Men Beretningen kan i denne Skikkelse neppe være fuldstændig. Det heder udtrykkeligt, som ved alle slige Rigsmøder, at Høvdingerne og de bedste Bønder fra alle Landets Fylker vare tilstede, men den nævner dog intet om, at der foruden de egentlige Høvdinger var andre tilstede ved den Sammenkomst i Kongehallen, hvor Kongens Arveret blev gransket og godkjendt, end Lagmændene, hvis Erklæring det var nødvendigt at indhente, og denne Sammenkomst, hvor vigtig den var og hvor nøje den beskrives, kan saaledes dog kun have været forberedende. Vi savne Beretningen om et stort Hovedmøde, der i Lighed
- ↑ Denne Beregning svarer temmelig godt til den Angivelse af Skibrede-Antallet, som findes i Kong Magnus Haakonssøns Testamente af 1277 aftrykt i Thorkelin Dipl. II. Side 253. Thi Skibredernes Antal i Haalogaland, Naumdal, Thrøndelagen, Raumsdalen, begge Mørerne, Fjordene og Sogn angives her tilsammen til 152, i Hørdafylke, Ryfylke, Agder og Viken til 127; lægges nu hertil Gudbrandsdalen (med Østerdalen?) Hadafylke, Heinafylke og Raumafylke, der vel ikke vare inddeelte i Skibreder, men hvert især beregnes som jevngode med 10 Skibreder, altsaa tilsammen 40, faar man følgelig Kongens hele Andeel til at udgjøre 167, eller 15 flere end Jarlens. Da man nu ved Sammenligning mellem denne Skibrede-Angivelse og Skibetallet i ældre Gulathingslov Cap. 315 seer, at Skibredernes Antal ikke til enhver Tid var ganske det samme, bliver det nok saa rimeligt, at den omspurgte Differens i 1222 kun udgjorde 10; muligt og, at man maaskee kun havde beregnet Jemteland og Herdalen til fem Skibreder.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 86–98.
