Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/679

661

1223. Rigsmøde i Bergen. Kong Haakons Ret anerkjendt.

len synes ikke at have ytret andet, end de faa Ord, han talte i Begyndelsen, og man seer, at han, saa modbydeligt det end var ham, dog uden Modsigelse har fundet sig i den af Erkebiskoppen afsagte Kjendelse, der havde alt for stort Medhold i den almindelige Mening til at det for Øjeblikket kunde nytte ham at sætte sig op derimod. Men han rettede i dets Sted alle sine Bestræbelser paa at gjøre sig den engang sluttede Overeenskomst saa fordeelagtig som muligt, og derved lægge Grunden til en Magt, der med Tiden kunde gjøre det muligt for ham at forfølge sine ærgjerrige Planer, dem han aldrig nedlagde, med større Eftertryk. Denne Overeenskomst, saavel som de øvrige Anliggender, der ventelig stode i Forbindelse med hans officielle Nedlæggelse af Formynder-Hvervet, bleve ny i flere Dage Gjenstand for ivrige Forhandlinger mellem ham og Kongen. Forliget lød, som det oftere er nævnt, paa at Jarlen skulde have en Trediedeel af Landet, hvorved der, da det afsluttedes, ej sigtedes til nogen Deling i Rummet, men kun til en Trediedeel af de kongelige Indtægter, thi som Formynder deeltog Jarlen i Bestyrelsen, eller maaskee rettere, var den egentlige Bestyrer af det hele Land, saa at en Deling var ufornøden; itu derimod kunde den, efter de Tiders Begreber, ikke undgaaes. Vi have seet, hvorledes Jarlen allerede Høsten forud havde oppebaaret Leding, foruden af Viken og Oplandene, ogsaa af Agder, til Kongens store Misnøje; desuagtet fordrede han itu det samme, og paastod at den sydligste Trediedeel af Riget skulde regnes heelt til Aaen Sira Kongen indvendte derimod som før, at Trediedelen allerede var større end nogen Jarl hidtil havde haft den, om den kun gik fra Landsenden ved Gøtaelven og til Rygjarbit, men at han for Freds og godt Svogerskabs Skyld ikke bilde negte ham dette. Men Jarlen vilde ikke lade sig nøje dermed, og man skiltes fra hinanden uden at komme til nogen Enighed. Da gik Lendermændene Arnbjørn Jonssøn og Lodin Gunnessøn saavel som Sysselmændene fra Viken til Kongen, og bade ham, heller selv at tage det Søndenfjeldske, men derimod at lade Jarlen faa Thrøndelagen. Saameget foretrak nu Vikverjerne Kongen for Jarlen, skjønt de i Førstningen havde heldet mere til denne, og man skulde derfor endog tro, at denne under sit sidste Ophold i Viken havde lagt sig ud med Høvdingerne der. Ogsaa Biskop Nikolas forenede sine Bønner med disses, og lovede Kongen at han i alle Dele skulde være ham tro, baade lønligen og aabenbare. Kongen samtykkede, og tilbød Jarlen, at han som sin Trediedeel skulde tage hele det nordlige Norge indtil Søndmøre, altsaa nøjagtigt hvad der hørte til Frostathingslagen, dog vel ogsaa Jemteland heri indbefattet. Men Jarlen, der havde fundet Viken med Oplandene for lidet, var naturligviis end mindre tilfreds hermed, skjønt han for øvrigt intet kunde have mod Byttet i sig selv, hvorved han vilde komme til at herske i de Egne, hvor han havde sit egentlige Hjem og sine fleste Besiddelser. Men