strax nordøstenfor Byen, ved den oftere omtalte Bro over Frysja. Han begav sig strax derhen, kom til Gaarden endnu lidt før Dag, og lod den strax omringe; det lykkedes alligevel Gudolf at undkomme, men 70 af hans Mænd bleve dræbte. Siden sendte Jarlen oftere Troppe-Afdelinger ud mod Ribbungerne, og fik fældet flere af dem, men uden dog endnu at kunne faa jaget dem ud af Oslo-Hered, hvor de fremdeles holdt sig, især i den vestlige Deel, hvor Gudolf havde sine Besiddelser. Hele Egnen lige til Dramns-Elven sees at have været i deres Vold, og det var rimeligviis i Egnene ved denne, enten østenfor Elven i Lider, Røyken og Hudreim, eller vestenfor, i de nuværende Skoge, Sanden eller Eker-Sogne, at Sammenstødene mellem dem og Birkebeinerne fandt Sted. Bønderne i Hadafylke og paa Hedemarken, der laa nærmest udsatte for Angreb af dem, deels fra Oslo-Hered, deels fra Raumarike, havde hidtil forsvaret sig saa godt, at Ribbungerne ej havde havde kunnet faa noget Fodfæste der. Men nu blev Sigurd Ribbung saa fræk, at han formelig udnævnte tvende Sysselmænd for Hadafylke Bergthor Lokk og Eystein Eng, og lod Fartøjer drage fra Dramns-Elven op i Tyrifjorden, ja endog lige op i Randsfjorden, for derved at beherske de omliggende Bygder. De kongelige Sysselmænd i Fylket, Gunnbjørn Jonsbroder paa Hadeland og Thorgeir Biskopsmand paa Thoten, ilede strax Bønderne til Hjelp, og slog i Forening med dem Ribbungerne paa Leinestranden[1], hvor Sigurd maatte tage Flugten med Tabet af 240 Mand og alle sine ved Stranden liggende Fartøjer. Men derved bleve Bønderne altfor trygge, og skiltes ad, rimeligviis for at holde Juul, uden at passe tilbørligt paa sine Bygder og de nys erobrede Fartøjer. Og da de mindst anede det, viste Sigurd Ribbung sig atter heelt oppe paa Hadeland, hvor han overfaldt og dræbte Bonden Jon Kut paa hans Gaard Lunner. Dette satte Bønderne i saadan Skræk, at de underkastede sig Sigurd, udredede ham en betydelig Gjeld, og stillede ham Gisler. Han lod nu berede Juletilhold for sig paa Øen Frodung (Frognøen i Tyrifjorden, hvor han var nogenlunde sikker for Overfald), og havde virkelig den Tilfredsstillelse at kunne indsætte sine Sysselmænd i de dem allerede paa Forhaand tilstaaede Sysler. Endog Indbyggerne af det længer bortliggende Thoten, saavel som af den til Heinafylke hørende Vardal[2] gik for en stor Deel Sigurd til Haande. For
- ↑ I de bedste Haandskrifter staar udtrykkeligt: “paa den Strand der kaldes Leina“; altsaa mellem Gaarden Lene i Røysebygden og Vandet. Det kan tydeligt nok skjønnes, at Fartøjerne have ligget ved Stranden, og Sigurd har været i Land med sine Tropper. Siden der her ikke er tale om Vinter og Iis, skulde man formode, at dette endnu har tildraget sig seenhøstes 1221.
- ↑ I Sagaens Text staar der, aabenbart urigtigt, Theler og Verdøler, i Stedet for Thotninger og Vardøler. Thelemarken laa for langt afsides til at
