denne Tid[1]. Altsaa skulde det Formynderskab, Skule hidtil havde udøvet, ophøre, og da det ej var at vente, at han godvillig gav Slip paa nogen allerede erhvervet Magt, eller i det mindste ikke lod den vigtige Akt, der nu skulde finde Sted, gaa hen uden at benytte Anledningen til at yppe nye Vanskeligheder, og derved om muligt skaffe sig nye Fordele, var det vigtigt at have Erkebiskoppen paa sin Side. Dette lykkedes ham ogsaa temmelig godt, dog ikke uden betydelig Opofrelse, da han maatte indrømme Erkebiskoppen den vigtige Myntrettighed, og derhos i de mest omfattende Udtryk tage Erkebiskopsstolen med alt dets Gods i sin kongelige Beskyttelse. Udtrykkene i det desangaaende udstedte Brev, der næsten kan kaldes hans første selvstændige Regjeringsakt, ere heel merkelige og fortjene at anføres. „Vi gjør,“ siger han, „herved alle vitterligt, at os selv til Sjælebod, vort Rige og vore Thegner til Gavn og Glæde baade her og hisset, have vi paa vore egne og den efter os til Landets Styrelse lovligen valgte Konges Vegne tilstaaet den hellige Kong Olafs Stift og Erkebiskop Guthorm saavel som alle, der efter ham gudeligen blive valgte til Erkebiskopper og ville være Kongedømmets Venner efter Guds og Menneskers Love, at han maa holde en „Sølvslaattemand,“ der forstaar sig vel paa det Arbejde, og en Haandlanger med ham, (hvad enten nu Erkebiskoppen finder det bekvemmere for sig at disse Folk ere hos vor Mynter og Tjenestesvende, eller i hans egen Gaard) for at slaa til St. Olafs Stifs Nødtørft Sølv af den Reenhed og Gehalt, som vi eller andre Konger bestemme at skulle gaa i Nidaros. Dette blive vi tilsagt, fordi vi tro dermed at have gjort Gud til Behag, og at det kan tjene den hellige Kong Olafs Stift til Nytte, uden at være nogen god Mand til Ulempe. Vi ansee os derhos aldeles overbeviste om at den Sølvmynt, vi ønske at skulle gaa i vort Land, holder sig saameget fastere og bedre, som saadanne Guds Venner forene sig desangaaende med os. Vi ville og lade alle vide at vi have taget Erkestolen og alt hvad den tilhører, mere eller mindre, nær og fjern, i vor Beskyttelse og vort fulde Værn, saa at vi skulle hævde den
- ↑ Saaledes f. Ex. Valdemar Valdemarssøn i Danmark, der ej fik Ridderværdigheden førend han blev myndig, se ovenfor S. 223, Not.; ligeledes er det tydeligt, at den svenske Kong Johan, skjønt han sukcederede Erik Knutssøn 1216, og ikke kronedes førend 1219, da han var 18 Aar gammel, først da blev myndig. For Private bestemtes i Frostathings Lov IX. 24, 25, 26 Femtenaarsalderen, i den senere Landslov (V. 22.) Tyve-Aars Alder som Myndighedsalder; men for Konger gjaldt altid særegne Regler, og alt tyder hen paa, at Bestemmelsen om Myndighedsalderen af 15 Aar for Private hidrører fra den fjerne Tidsalder, da Kongens Myndighed indtraadte med det fyldte 12te Aar, medens Forestillingen om det 18de Aar som Kongens og 20de som den Privates Myndighedsalder ved det 13de Aarhundredes Begyndelse allerede var den herskende.
