Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/597

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
579
1217. Haakon Haakonssøn hyldet til Konge paa Ørething.

Anmodning til Chorsbrødrene om at de efter Sædvane ved slig Højtidelighed vilde lade St. Olafs Skrin bære hen paa Thinget, for at Kongen paa dette kunde aflægge den højtidelige Ed til Folket[1]. Men da Sendebudene kom til Kirken, fandt de den i Laas, og Klokkerne gave dem den Besked, at Chorsbrødrene strengeligen havde forbudt at bære Skrinet ud, under Bans Straf for den, der brød Kirken op eller lod det udbære. Da dette blev meldt paa Thinget, lod man sig ikke derved bringe i Forlegenhed, men man gav lige fuldt Haakon Kongenavn, og Thrønderne tildømte ham Land og Thegner, og tilsagde ham deres Lydighed og Thegnskyldighed lige saa fuldt og fast som om han og de gjensidigt havde aflagt hinanden Ed. Den Bonde, der ved denne Lejlighed paa sine Medborgeres Vegne gav ham Kongenavn, hed Skervald, og var fra Gauldalen; det er ikke usandsynligt at han var den samme, som ogsaa gav hans Fader Kongenavn for 15 Aar tilbage, men som Sagaen paa det Sted kalder Skervard. Dagen efter blev der blæst til Hirdstevne, hvor alle Hirdens Medlemmer svore den nye Konge og Skule Jarl Troskabsed, hver med den Titel, de havde haft under Kong Inge. Dette, i Forening med de Ord, der strax nedenfor lægges Haakon i Munden, foruden andre Omstændigheder, viser at Skule for det første har holdt gode Miner, og fundet sig i at indgaa en Overeenskomst, hvorved han indtraadte omtrent i samme Forhold til Haakon, som Haakon Jarl i 1204 til hans Broder Inge, eller endog, paa Grund af Haakons større Ungdom, som hans Formynder. Hans og hans Tilhængeres aabenbare Opposition synes virkelig for det første ganske at være forstummet. De have sandsynligviis erkjendt at det vilde være forgjæves, ja endog farligt for dem selv, at ville stemme sig imod den Enthusiasmens rivende Strøm, der nu med ustandselig Fart førte Haakon til Magt og Hæder[2].

92. Kong Haakon hyldet i Bergen, efter nye Ubehageligheder med Jarlen og hans Tilhængere.


Strax efter Hyldingen begave den unge Konge og Skule Jarl sig til Bergen. De vare begge tilsammen paa eet Skib, en Omstændighed, der i høj Grad bestyrker den ovenfor fremsatte Mening, at Skule nu betragtedes som hans Værge eller Formynder. Foruden dette Skib, en Tyvesesse, havde de to andre i Følge med sig, nemlig Gjeste-Skuden, der styredes af en Eiliv Kapellan, og en tredie, en Attensesse, der styredes af Aasulf, kaldet Jarlsfrænde, en Søn af Jarlens Syskendebarn Thorbjørg

  1. Eden skulde nemlig, tom bekjendt, aflægges paa „hellige Domme,“ eller Relikvier, jo mere anseede jo hedre.
  2. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 12–17.