synligt, og hvad flere af de ovenfor meddeelte Træk lade formode – var noget skinsyg med Hensyn til sin Magt endog lige overfor sin Broder, Stille, saa følte han dog nu, hvor nødvendigt det var at have en kraftig Hjelper ved Siden, eller, som det i Sagaen heder, at hans egen Kraft var for liden til at styre Riget tilbørligt: hans Familie-Interesser have vel derhos altid været saa sterke, at han heller ønskede at Kongedømmet skulde vedblive i hans Æt, end at det skulde gaa over til den gamle Mandslinje, og da han ej selv kunde bestemme hvo der skulde være hans Efterfølger, var det eneste, han kunde gjøre for nogenledes at sikre sin Søn eller Broder Sukcessionen, allerede i sit eget levende Live at gjøre denne hans Søns nærmeste lovlige Værge, saa mægtig og anseet som mulig. Saaledes opfyldte han da, heder det, sine Frænders og Venners Vilje, ledede Skule til Jarls-Sæde, og gav ham Jarlsnavn. Kort efter døde Inge, den 23de April 1217. Skule lod ham med megen Pragt begrave i Christkirkens Chor paa Sydsiden, og ofrede i Sjælemesse for ham et Guldkar, Inge i sin Tid havde faaet af den faa Maaneder forhen (19de Oktober 1216) afdøde Kong Johan i England. Ligeledes gav han ogsaa andre herlige Gaver, hvoriblandt sandsynligviis Jordegods, til Domkirken for hans Sjæl, og lod hans Gravsted prægtigt smykke med Billedhugger-Arbejde, Maleri og Forgyldning. Paa Pladen, som dækkede Graven, blev, heder det, hans Vaabenmerke[1] uthuggen og ved Siden hængtes hans Sverd, Skjold og Hjelm[2].
Inge beskrives som en smuk og velvoxen Mand, med løst Haar; han plejede, siges der, at lukke noget paa det ene Øje, naar han vilde betragte en Ting nøjagtigt. Han havde det Lov baade af Venner og Fiender, at der ikke siden Sigurd Jorlalafares Tid skulde have været nogen mere livsalig[3] eller mod Almuen venlig Konge end han; dog maa vel disse Ord ikke tages saa nøje, thi af Ind-Thrøndernes Oprør see vi dog, at han i det mindste ikke kan have været saa synderlig afholdt af dem, skjønt man dog burde antage, at han netop i Thrøndelagen maatte have haft sine fleste Tilhængere. Af nogen kraftig Charakteer var han ikke; han bøjede sig aaben-
- ↑ Saaledes heder det i Peder Claussøns Oversættelse, skjønt det vel ikke er sikkert, om han her rigtigt har gjengiver den nu tabte Text; de arvelige Skjoldemerker vare i det mindste paa denne Tid endnu ikke almindeligt brugelige i Norge. Skules Vaabenmerke var, som man af hans Segl kan see, en opretstaaende Løve uden Øxe. Havde Reins-Ætten fælles Merke, var vel Inges det samme.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 11. Inges Saga, Slutn.
- ↑ I Peder Claussøns Oversættelse staar „ingen lyksaligere Konge“, hvilket upaatvivlelig er fejlagtig oversat i Stedet for „ingen vennesælere eller livsaligere Konge“, da han, som vi have seet, var langt fra at være lykkelig i sin 13aarige Regjeringstid.
