hellige Land, bevidnede han ham herfor sit Velbehag, og takkede Gud, der, idet han viste Kongen en Vej til Salighed, paa samme Tid forundte ham at virke for Herrens Sag. „Men“, vedblev han, „da det er upassende og ubilligt, at Nogen, medens hans Opmerksomhed alene er henvendt paa at lyde Guds Bud, skal foruroliges af Besværligheder, som andre Mennesker tilføje ham, bekræfte vi den Fred, der, som hiint Brev fra dig formelder, ved den salig hensovede Erkebiskop Thores og andre Prælaters og Høvdingers Mellemkomst er bleven sluttet og bekræftet mellem dig og den højbyrdige Mand Philip, Systersøn af vor ærværdige Broder, Biskoppen i Oslo, og tage dig og dit Rige saavel som de Korsmerkede og alt deres Gods under vor apostoliske Beskyttelse, bestemmende, at indtil man med Vished veed at Korsfarerne enten ere komne tilbage eller afgangne ved Døden, skal du tilligemed alle de oven nævnte være aldeles tryg under den apostoliske Beskyttelse, og forbydende derhos udtrykkeligt, at nogen i al den Tid, tvertimod hiin Fredslutnings Ord, vover at ulejlige dig og dit Rige“[1]. Det er her ikke uden Betydning, at Paven ej kalder Philip „Konge“, men kun „en anseet Mand“ (nobilis vir), og at han aabenbart betragter Inge som hele Norges Konge, hvilket han ogsaa efter Fredsslutningens Bogstav var. Det indeholdt saaledes i sig selv en Afgjørelse af Tvist-Spørgsmaalet mellem Inge og Philip til hiins Fordeel[2].
Men dette Brev fandt, da det kom til Norge, Kong Inge ikke længer blandt de Levendes Tal. Allerede temmelig tidligt, som det synes, paa Vintren 1216–1217, da han opholdt sig i Throndhjem, faldt han i en Sygdom, der blev meget langvarig. I Førstningen var den dog temmelig mild, og Kongen morede sig endog ved at have Kongesønnen Haakon og den nye Drottsete, ved Navn Nikolas, dagligt om sig og lytte til deres Samtaler, da de begge vare meget lystige og spøgefulde. Men efterhaanden blev det værre med ham; han fængsledes ganske til Sygelejet, og hans Kræfter aftoge kjendeligt. Da sad især hans Broder Skule ved hans Leje. Kongens Venner og Hirden begyndte nu – det er let nok at see efter hvis Tilskyndelse – at tale sig imellem om Nødvendigheden af at Kongen gav dem en paalidelig og dygtig Hirdstyrer, og det faldt saa godt som af sig selv at dette ikke kunde blive nogen anden end Skule. Om Kongen maaskee tidligere – hvad der ikke er saa usand-
- ↑ Dipl. Norv. I. 4.
- ↑ Imidlertid skal der dog endnu i 1212, efter begge Parters Død, have været fortsat Undersøgelser om dette Punkt ved Kurien, hvis ellers ikke Raumer (Gesch. der Hohenstaufen III. 105) har misforstaaet Indholdet af det af ham citerede Pavebrev i Regesta Honorii Ann. IV. No. 551, hvilket ej findes i Dipl. Norv.
