ringe, og som alene ved Sverdet vare komne til Ære og Værdighed under Sverre, betragtedes af Inge og hans Omgivelser med ugunstige Øjne, som raa, uopdragne Lykkeriddere, og at de som oftest nøde en mindre end høflig Behandling. Navnlig maatte dette være Tilfældet med Sverres og Haakon Sverressøns obskure Mødrenefrænder fra Færøerne, hvis blotte Navne ej kunde andet end skurre i de højbyrdige Aristokraters Øren. Saa længe nu Haakon Jarl, Krigshøvdingen, levede, kunde alle hine ved Inges Hof overseede og af Aristokraterne tilsideskuppede Krigsmænd og Lykkeriddere finde deres Tilhold hos ham, der ikke selv var befunden højbyrdig nok til at gaa foran sin yngre Broder ved Besættelsen af Tronen; og efter alt, hvad man af flere Ytringer om „de gamle Birkebeiner“ i hans Hird kan slutte, tyede de ogsaa virkelig til ham, som derhos var klog nok til at bruge deres Hengivenhed for den unge Haakon Haakonssøn som et Middel mere til at knytte dem til sig, idet han saa godt som adopterede den unge Kongesøn, og behandlede ham vel. Man kan derfor være temmelig sikker paa, at der ved Haakons Hof har gaaet langt mere støjende og lystigt, men i Aristokraternes Øjne vildere og raaere til, end blandt den stille, folkeskye Inges fornemme Hofmænd, naar man undtager ved enkelte overordentlige Lejligheder, f. Ex. ved Systerens Bryllup hiin ulykkelige Nat, da Baglerne overfaldt Nidaros. Men da Haakon Jarl var død, og hans Hirdmænd havde maattet gaa Inge til Haande, bleve disses Kaar vistnok intet mindre end misundelsesværdige. Thi da der nu kun blev een Hird, kunde Inge umuligt tage dem alle i sin Tjeneste, saa meget mindre som den nu herskende Fred gjorde det unødvendigt at holde saa mange Folk; de fleste af dem bleve da vistnok afskedigede, og fornemmelig de, der ved deres ringe Byrd, foregivne Raahed eller andre Omstændigheder vare Inges Omgivelser mest forhadte: og selv de faa, som bibeholdtes, have dog vist ved mange Lejligheder maattet døje mange virkelige eller indbildte Krænkelser af de overmodige Stormænd. Derfor kunde de alle, især de afskedigede, med Grund klage over, „at Uberettigede havde trængt sig ind i deres Sted, og levede i Herlighed og Glæde, medens de selv saa sig tilsidesatte,“ og den Tanke maatte ligge dem nær, efter eget og Forgængeres Exempel at stifte en Oprørsflok under deres Yndling Haakon Haakonssøns Anførsel. Paa den anden Side maatte der uundgaaeligt herske eller opkomme Sympathier og en vis gjensidig Tiltrækning mellem Aristokraterne ved Kong Inges Hof og Baglernes Høvdinger, der alle, mere eller mindre, hørte til de gamle aristokratiske Slægter, og hvis Opposition mod Kong Sverre allerede fra først af udsprang fra Ønsket om at vedligeholde eller rettere gjenoprette Slægt– Aristokratiet. Derhos laa det særskilt i Skule Kongsbroders egen Interesse at staa sig godt med Baglerpartiet, for ej at møde nogen Hinder fra den
