der, ville have dig med os og føre dig bort fra Kongen, da vil det ikke vare længe, førend visse Folk maa bede dig om at unde dem nogen Hæder, i Stedet for at du nu maa bede dem derom.“ De øvrige tilstedeværende Frænder sagde det samme, den ene efter den anden. Men Haakon faldt ikke i Fristelsen. „Jeg er,“ svarede han, „alt for barnslig til at kunne sætte mig i Spidsen for et saa stort Foretagende, heller ikke vilde det være sømmeligt, om jeg kæmpede mod Birkebeinerne, og jeg veed med Vished, at der dog altid vilde være en stor Mængde af dem, som holdt fast ved Kong Inge[1]: hvor utilbørligt var det da ikke, at sætte dem imod hinanden, der alle burde kæmpe under eet Banner? Nej, jeg vil heller bede Gud, at han giver mig saa meget af min Fædrearv som hans Godhed vil unde mig, naar den belejlige Tid kommer; men nogen Ufred vil jeg ikke stifte i Norge, som Sagerne nu staa“. Saaledes maatte de lade denne Plan fare, og Haakon levede i den bedste Forstaaelse med Kong Inge indtil hans Død.
Den Misfornøjelse med Forholdene, som Kongesønnen Haakons Frænder, upaatvivlelig hans Faders og Farfaders Mødrenefrænder, ved denne Lejlighed lagde for Dagen, kaster, i Forening med andre Omstændigheder, et ikke ubetydeligt Lys paa de daværende Stillinger og Stemninger ved Hoffet og i de højere Kredse. Inge Baardssøn var udtrykkeligt bleven Haakon Jarl foretrukken ved Kongevalget, fordi han var Nordmand, og dertil Hovedet for en af Thrøndelagens eller rettere en af Landets ypperste Slægter; thi at Reins-Ætten oprindelig stammede fra Udlændingen Skule Tostigssøn, kunde i fjerde Led, og efter at Ætten ved saa mange Giftermaal var bleven forbunden med næsten alle de ypperste Ætter i hele Riget, ikke mere komme i Betragtning; ikke at tale om, at Nedstammelsen fra Godwine Jarl og tillige fra det gamle danske Kongehuus i sig selv var en Hæder og formedelst de mangehaande Forbindelser, hvori de nordiske Lande og England paa Knuts og Edward Confessors Tider endnu stode med hinanden, neppe engang lod Ætten fra dens første Nedsættelse paa norsk Bund betragtes som staaende udenfor Nationaliteten. Inges Ophøjelse paa Tronen var altsaa en Hylding, bragt Højbyrdigheden og Slægt-Aristokratiet, hvis Medlemmer af Birkebeinernes Parti, som Gregorius Jonssøn, Jon af Austraat, o. fl. derfor især holdt sig til ham. Og da han derhos selv ikke var synderlig krigersk, men yndede Fred og Rolighed, er det heel rimeligt, at de af Birkebeinerne, hvis Herkomst var
- ↑ Her er i Saga-Udgavens Text aabenbart udfaldt et eigi; der staar „þar er mikill fjöldi af Birkibeinum at skildust frá Inga konungi,“ medens der bør læses „þar er o. s. v. at eigi steildust,“ dette tilsiger saavel Sammenhængen, som Peder Claussøns Oversættelse „og ingenlunde vil skilles fra ham.“ Peder Claussøns Text har saaledes haft Negtelsen.
