Kong Philip, og holdt mange Raadslagninger med ham. Philip spurgte først og fremst, hvad det tilsigtede Forlig skulde gaa ud paa. „Det begynder dermed, Herre,“ sagde Biskoppen, „at siden I ere trende Høvdinger, skal hver have sin Trediedeel af Landet; I skal have Viken og Oplandene, hvilket rigtignok ellers ikke vejer op mod Throndhjem, men der oppe hersker nu Dyrtid og Hungersnød, medens der her er gode Aaringer. Derhos har Erkebiskoppen og jeg overlagt, at I skulle egte Christina, Kong Sverres Datter; hun er af den bedste Æt her i Landet, og dersom det var saa vel, at I fik Sønner sammen, vil man nok ikke agte Baard Guthormssøns eller Folkvid Lagmands Afkom synderlig højt. Det er ogsaa raadeligt at indgaa Fred og Forlig, naar Lejlighed gives, thi det har nu længe været os haardt og tungt at stride mod Birkebeinerne; hvis I kun først gaar ind paa dette, kunne vi maaskee mage det saa, at de en anden Gang tilstaa os mere.“ Kongen fandt, at dette nok lod sig høre. Derpaa bleve Breve vexlede mellem Kong Inge og Biskop Nikolas, hvorefter denne selv drog til Bergen, ledsaget af de bedste Mænd fra Oslo, for mundtligt at aftale det Videre med Kong Inge og Haakon Jarl. Han indledede sit Erende saaledes: „vor Frænde Philip vil nu efter mine Overtalelser opgive al Strid med eder, og har derimod megen Lyst til at forbinde sig i Svogerskab med eder, dersom I ville give ham Christina, Kong Sverres Datter, til Egte. Da vil han være eder til megen Hjelp i alt hvad I kunne forlange.“ Kongen og Jarlen svarede i Førstningen ikke meget hertil, men sagde at der ej var at tænke paa Forlig, hvis Inge ikke blev Ene-Konge i Landet. Biskoppen gav imidlertid ikke tabt, men talte saa lempeligt, og jevnede det efterhaanden saa smaat til med dem, at han omsider fik dem stemt som han ønskede. Man kom virkelig overeens om, at Philip skulde faa Jomfruen, forudsat at hiin selv intet havde derimod, og at han skulde have saa meget af Landet som Erik, Kong Sverres Broder, havde haft[1], med den Titel, som Kong Inge vilde unde ham. Birkebeinerne troede imidlertid snart at merke, at Biskoppen tog alt dette i en videre Forstand, end det fra deres Høvdingers Side var meent.
Det gjaldt nu at erhverve Jomfru Christinas Samtykke. Nikolas henvendte sig til hende, og spurgte hende, hvad hun syntes om at række hans Frænde Kong Philip sin Haand. Hun havde i Førstningen en Deel at indvende, dog ej af nogen Modbydelighed mod Philips Person, men
- ↑ Hos P. Claussøn tilføjes her ogsaa: „eller som Philip Jarl, Byrge Brosas Søn, havde haft“, hvilket neppe kan vare rigtigt, og maaskee kun skyldes en Misforstaaelse, da der i Sverres Saga ikke er det mindste, der tyder hen paa at Philip Jarl havde egen større Forlening i Norge.
