svarede delt anden, og har længe opholdt mig i Norge, men nu agter jeg mig over til Sverige; en Tidlang har jeg været til Søs, men maa nu vænne mig til at ride en Stund. I Aften tænker jeg at komme øster til Sparmark. Det er umuligt, sagde Smeden, did kan man neppe ride i syv Dage. Hvo er du da, spurgte Smeden, idet den Fremmede steg til Hest. Har du hørt tale om Odin, sagde denne. Hørt ham nævne har jeg nok, svarede Smeden. Her seer du ham for dig, sagde den Fremmede, og vil du ikke tro mine Ord, saa betragt kun hvorledes jeg sætter over Gjerdet. I det samme satte han Sporerne i Hesten, som sprang over Gjerdet, skjønt det var syv Alen højt, og foor hen i Vejret, saa at Smeden ikke saa ham mere. Men fire Dage derefter stod Slaget ved Lena[1].
Dette Sagn, i hvilket Odin for sidste Gang forekommer i Norden som en til Folke-Overtroen hørende Figur, vidner ej alene om den Interesse, hvormed Nordmændene af alle Klasser betragtede den svenske Tronkrig, men ogsaa om de Følelser, der besjælede Almuen med Hensyn til Borgerkrigen i Norge. Thi Odin var forlængst i Folketroen bleven et ondt Væsen, en Djævel, og naar det nu hed, at han under de nærværende Udsigter til Fred forlod Norge, hvor han saa længe havde været tilstede paa Skibene, eller under de idelige Søkrige, for at gaa til Sverige og deeltage i dets Rytterkampe, er det tydeligt, at man betragtede disse Krige som Djævelens Verk, men nu endelig haabede at Forbandelsen skulde vige fra Landet. For Kong Philip og Biskop Nikolas maa Efterretningen om Eriks Sejr og Sverkes Nederlag have været højst nedslaaende, og den har uden al Tvivl bidraget meget til at bestemme den Politik, de nu fulgte ved Underhandlingerne, saavel som til at gjøre dem mindre fordringsfulde og paastaaelige, end de maaskee ellers vilde have været, medens den derimod sandsynligviis gjorde den anden Part des mere overmodig og utilbøjelig til Eftergivelser.
Da Vaaren kom, og Isene gik op, saa at Tiden var for Haanden til at begynde et nyt Felttog, begav Nikolas sig ud til Tunsberg til
- ↑ Inge Baardssøns Saga, Cap. 40, jevnfør P. Claussøns Oversættelse. Det er merkeligt nok, at Sagaskriveren paa hiint Sted udtrykkeligt tilføjer: vi have denne Beretning fra En, der selv var tilstede og hørte paa, da Smeden fortalte Philip dette. Del viser i alle Fald al Sagaen er optegnet at en Samtidig. Stedet paa Nesje, hvor Smeden boede, kaldes Pisle; herved menes sandsynligviis Pinsle strax østenfor Sandefjord, hvilket Strøg vistnok ikke nu regnes til „Neset“ i særlig Forstand, men som i ældre Tider dog synes at have været regnet til de saakaldte „Nesjar“ eller Nesene, det vil sige de Nes og Halvøer, der stikke frem mellem Tunsbergfjorden og Grenmar eller Langesundsfjorden. Det vestlige af disse Nes var da det egentlige „Neset“ eller Brynlaaneset.
