Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/545

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
527
1207. Sidste Sammenstød mellem Birkebeiner og Bagler.

efter dem, under Lurenes Klang, men det var saa mørkt, at man ikke kunde kjende hverandre, og Venner og Fiender en Stund roede sammen, indtil de atter fjernede sig noget fra hinanden, idet Baglerne holdt udenfor langs med Land, Birkebeinerne ind ad Fjorden. Dog vidste den ene Part ikke det mindste om, hvor den anden foor. Peter Steyper, der just kom søndenfra med sin Skude[1], for at støde til den øvrige Flaade, roede i Mørket lige op paa sin Svoger Reidar Sendemands Skib. En af Peters Folk raabte: „hvorfor ro I Djevle foran os i hele Nat!“ og kastede med det samme en Steen, der traf Reidars Forrumsmand; Reidar lod ro af Vejen det hurtigste han kunde, og styrede tilligemed Helge Byrgessøn inden om Moster. Peter, som ikke kjendte dem, fortsatte sin Vej. Arnthor Foka vendte i Forvirringen om og tog Vejen ind i Teknefjord, hvor han og hans Folk flygtede i Land. Birkebeinerne lagde ind i Havnen og oppebiede Dagen. Den følgende Morgen jagede de Arnbjørn, Sørkve Snaaps Broder, i Land paa Vadilsø[2], og dræbte ham selv femte, hvorefter de fortsatte Rejsen til Bergen, hvor de ankom strax før Juul. Baglerne kom Morgenen efter hiin urolige Nat til Haugesund. Her kom der nogle Folk, som bragte Brev fra Biskop Nikolas til Kong Philip, med Anmodning om at Baglerne vilde slutte Fred og Forlig med Birkebeinerne, og imidlertid standse med Fiendtlighederne, saa længe de nødvendige Underhandlinger vedvarede, og indtil Forliget kom i Stand. Philip, som sikkert maa have vidst, at saadanne Underhandlinger allerede vare indledede, lod Brevet strax oplæse for sine Folk; derpaa sejlede de til Eikundasund, hvor en Deel af Baglerne bleve liggende om Julen, andre toge Juleophold paa Agder. Siden droge de alle til Tunsberg hvor Philip tilbragte den øvrige Deel af Vintren[3].

84. Fredsunderhandlinger. Forlig ved Hvitingsø. Inge Overkonge i Norge.


Det var virkelig paa høj Tid, at der nu sattes en Grændse for de bestandige Fejder, saa meget mere som de sidste Aars Begivenheder noksom havde viist, at der ej engang var noget Haab om at den ene af Parterne omsider vilde sejre over den anden; Kræfterne synes at have været ganske

  1. Der staar i Sagaen, at „Peter kom til dem i Eikundasund“; et Sund af dette Navn kjendes ikke i Nærheden af Moster, og Navnet er maaskee fejlskrevet i Stedet for et andet, f. Ex. det, der nu kaldes Øklandsvaag; imidlertid er det ogsaa muligt, at der i Original-Haandskriftet har staaet „fra Eikundasund,“ thi det er højst rimeligt at Peter paa sin Flugt fra Hardanger kan have begivet sig did.
  2. Teknefjord og Vadilsø kjendes nu ej, med mindre det sidste skulde være Vedsø i Stoksund.
  3. Inge Baardssøns Saga Cap. 18. P. Claussøns S. 172–174.