Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/532

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
514
Inge Baardssøn og Philip Simonssøn.

Bondes Hustru Margrete, Eyvind Prestmaags Hustru Gyrid Jonsdatter, Thorstein Heimnes’s Hustru Gudrid, og flere fornemme Damer, i Alt 40: ligeledes Kongesønnen Haakon og Skule Kongsbroder. Der var Proviant nok paa Borgen, men Baglerne vidste at der var Mangel paa Drikkevare, og haabede saaledes, om ej ved Hunger, saa i det mindste ved Tørst at bringe Besætningen til Overgivelse. Derfor holdt de Borgen strengt indesluttet, og søgte især af afskære al Forbindelse mellem den og Byen. Det gik efter deres Ønske, thi da en lang Tid var gaaet hen, og Mangelen paa Drikke allerede begyndte at blive følelig, ytrede Birkebeinerne umiskjendelig Lyst til at kapitulere, men søgte kun, som man tydelig kan see, at fravælte sig det mulige Ansvar derfor, om Overgivelsen siden skulde befindes forhastet, ved at raadspørge Erkebiskop Thore, der just paa denne Tid var kommen til Byen, hvad de skulde gjøre, og henstille til hans Afgjørelse, om de endnu skulde holde Borgen saa længe de kunde, eller overgive den paa de Vilkaar, Baglerne maatte opstille. Det er ikke saa usandsynligt, at Fruentimmerne, der med Ængstelse imødesaa en langvarig Belejrings Plager, og maaskee endnu mere en Storms Rædsler, især vare ivrige for at paaskynde Overgivelsen, skjønt der senere ogsaa hvilede Mistanke paa Overbefalingsmanden, den storpralende Sverting, at han hemmelig skulde være Baglerne huld. Erkebiskoppen svarede alene, hvad der fornuftigviis kunde svares, nemlig, at hvis det paa nogen Maade var dem muligt, burde de fremdeles holde Borgen, men merkede de, at det i Længden ej lod sig gjøre, var det bedst at overgive sig i Tide, medens det endnu var Baglerne bekjendt at de havde Proviant nok, thi da vilde de kunne faa saa meget bedre Betingelser. De lode ham da anmode om at begive sig op paa Borgen, for selv at see, hvor meget Proviant der var tilbage, og deraf at bedømme, om de endnu en Stund vilde kunne holde sig. Han gjorde saa, uden at der tales om at Baglerne lagde ham nogen Hindring i Vejen, og overbeviste sig da, som det heder, om at Provianten temmelig snart vilde slippe op. Det er ellers et stort Spørgsmaal, om al Provianten blev ham viist; af hvad der nedenfor berettes skulde man næsten formode, at en betydelig Deel er bleven ryddet til Side, saa at han antog Forraadet at være meget mindre end det virkelig var. Det besluttedes da, at man skulde overgive sig, og han paatog sig selv at underhandle med Baglerne og skaffe dem saa taalelige Vilkaar, som muligt. Han begav sig derfor ned i Byen til Baglernes Overanfører, der formodentlig fremdeles var Nikolas af Lister, og sagde at dersom de vilde opfylde ham en Bøn, skulde han gjøre sit Bedste til, at Birkebeinerne opgave Slottet. Paa Spørgsmaalet, hvad det var for en Bøn, begyndte han listigt saaledes: „denne Borg har staaet her i lang Tid, mangen Mand til Meen, og denne By til stor Skade, saa at det