over 35 Alen; hvert Halvrum var beregnet paa en Besætning af 8Mand og naar man stod nede paa Indholterne, kunde alene en høj Mand med en bred Oxe naa op til det nedre Tilfar. Disse uhyre Skibe, hvortil man maaskee har taget Modell af Middelhavsskibene, som i det mindste Reidar godt kjendte, bleve satte tinder Bygning ved Tunsberg, men ingen af dem skulde, som man nedenfor vil erfare, komme Baglerne synderlig til Gode, men gaa til Grunde, saasnart de vare komne paa Vandet. Erling Steinvegg selv havde neppe ladet dette Arbejde paabegynde, førend han, strax efter Julen, blev syg og døde efter en Uges Forløb[1]. Der blev øjeblikkelig sendt en let Skude til Bergen under Befaling af en Olaf Thoressøn for at underrette Philip Jarl derom, og bede ham skynde sig til Tunsberg, for at varetage sit Tarv. Imidlertid blev Erlings Død holdt hemmelig, og hans Lig gjemt først gjemme i Herberget, siden i St. Olafs Klosterkirke. Jarlen begav sig øjeblikkelig afsted, foregivende for Mængden, at Danekongen havde sendt Bud efter ham; han kom til Tunsberg ved Fastetid (6te Marts), og da først blev Dødsfaldet bekjendtgjort og Liget begravet, nemlig i Olafskirkens nordre Chorvegg oppe ved Alteret. Philip Jarl antog foreløbigt Befalingen over Flokken. For ham og Biskop Nikolas var Erling Steinveggs Død vistnok meget belejlig, thi mellem Philip og Kongeværdigheden stod nu kun Erlings to efterladte Sønner, Magnus og Sigurd, der begge vare Børn, den første kun S, den anden kun 4 Aar gammel, og af hvilke Erling kun havde erkjendt Sigurd ligefrem for sin Søn, medens han kun havde fæstet Jærnbyrd for at bevise den andens Herkomst, uden at denne Jærnbyrd, som det synes, endnu havde fundet Sted. Ved nu at bære sig klogt og forsigtigt ad, kunde det lykkes Philip at tilvende sig Kongenavnet. Magten havde han allerede; med en umyndig Konge vare Baglerne lige saa lidet tjente som Birkebeinerne, og i de Par Aar, Philip allerede havde været Jarl, havde man haft Tid nok til at vænne sig til at betragte ham som fyrstelig Person, saa at de Bønder, der i 1204 ikke havde kunnet gjøre sig fortrolige med Tanken om at see ham stige op fra at være deres Ligemand til at blive Konge, nu maaskee havde lettere ved at see ham hæve sig til Kongeværdigheden
- ↑ Hvor længe efter Julen han døde, angives ikke; men da det udtrykkelig siges at Philip Jarl, der vistnok fik Efterretningen om Erlings Død saa snart efter denne, som det paa nogen Maade lod sig gjøre, altsaa vel i det højeste 6 Dage derefter, og som ligeledes rejste fra Bergen saa hurtigt som muligt, saaledes vel og omtrent i det højeste i 6 Dage, kom til Tunsberg i Fasten, altsaa aller tidligst den 6te Marts, kan man ikke sætte Erlings Død tidligere end 22de Februar, men heller senere, eller omkring Begyndelsen af Marts. – Ogsaa fra Erling havde man endnu i 1622 et Brev til bedste for Hovedøens Kloster. Han kaldte sig i dette „Erling Norges Konge, Søn af Kong Magnus.“
