Kong Inge selv forbandt aldrig den Rystelse, som dette Overfald og den Nød og Fare, hvori han derved stedtes, forvoldte ham. Han blev fra den Tid stedse tungsindig, befandt sig aldrig ganske vel, og syntes bedst om at leve enten til Skibs, eller i sit eenlige Kammer, hvortil kun faa af hans aller nærmeste og kjæreste Mænd fik Adgang[1].
Den Styrke, som imidlertid havde forsamlet sig om Kong Inge i Gauldalen, udgjorde allerede 1600 Mand, og tiltog daglig, saa at han endnu om Løverdagen, medens Baglerne vare beskjeftigede med at dele Byttet, kunde rykke ud mod Byen, hvor han ankom mod Aftenen, og lejrede sig paa Ilevollene. Han ansaa sig dog endnu ikke sterk nok til at angribe Baglerne, og disse holdt sig fremdeles i Byen. Men om Søndagen kom der en stor Skare Folk til ham fra Orkedalen, faa at han i Alt havde 2400 Mand, og med denne Styrke rykkede han Mandag Morgen mod Byen, som Baglerne nu ikke gjorde noget Forsøg paa at forsvare, men gik strax ombord og lagde ud til Munkholmen, hvorfra de den følgende Dag (2den Mai) lagde ud til Agdenes, og fortsatte siden Sejladsen sydefter. De havde presset saa mange Folk i Byen som muligt til Tjeneste paa Flaaden, sandsynligviis mere for at faa tilstrækkelig Folkehjelp til at haandtere de erobrede Skibe, end fordi de ventede sig nogen Nytte af deres tvungne Bistand i Tilfælde af Kamp; blandt dem, som saaledes nødtvungne maatte gjøre Tjeneste hos dem, var Birkebeinernes Luursvend Thorfinn Svidebrand, maaskee fordi ingen anden end han forstod at faa rigtig Lyd i Sverres bekjendte Krigsluur Andvaka, der blandt det øvrige Bytte var falden i Baglernes Hænder. Ogsaa paa Vejen langs Kysten udbøde de Leding, og tvang her alle dem, de fik fat paa, til at følge med. Imidlertid havde Haakon Jarl faaet Bud om at Baglerne vare komne til Throndhjem, og ilede strax afsted for at komme sin Broder til Hjelp; i den Hast, hvormed alt maatte skee, fik han ikke Tid til at udruste flere end et eneste stort Skib og nogle Smaaskuder. Han haabede maaskee endnu at naa frem, førend Baglerne havde vovet noget Angreb, og da at staa sin Broder bi med sin større Krigserfarenhed; men dertil kom han for silde. Som Befalingsmænd i Borgen efterlod han Høvdingerne Sverting, Thore Brase, Ivar Grise og Erik Mare. Idet han sejlede forbi Stad, havde han det Uheld at støde paa et Skjæl med
- ↑ Inge Baardssøns Saga, kortere Bearbejdelse Cap. 9–11, længere, i Fornm S. IX. S. 118–134, 204.
